Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/69

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

15, 17; E. K. R. 3, 7, 30, 32, 41; F. L. I. 1. II. 46, III. 1, 3. 18, 20, 21, 23, 24, IV. 4, 8 Slutn., 24, V. 13, 22 (Hkb. 37), VII. 8, X. 33, XV. 1, o. fl. Det var ogsaa naturligt, at saa maatte være, saa længe Straffen bevarede sin Karakter af Oprejsning og havde sin Kilde i Hævnen. Da det: at lade en Fornærmelse upaatalt, ansaaes som en Ydmygelse, kunde der heller ikke være synderlig Fare for, at Retsordenen i det hele skulde lide, ved at Lovovertrædelser undgik Straf men meget mere for Overdrivelser i den omvendte Retning. Hvad derhos særskilt Ubødemaalene angaar, var det en ligefrem Følge af den ved selve Gjerningen indtrædende uafvendelige Fredløshed, at, hvis blot Gjerningen var vitterlig, maatte hvo som helst kunne overtage Hævnerens Rolle, saa at der aldrig kunde blive Spørgsmaal om at undersøge Anklagerens Kompetens, men alene om bagefter at konstatere Retmæssigheden af, hvad der var skeet: at Angjældende var falden ugild. – Ligesaa forstaar det sig, at ikke alene de Forbrydelser, hvori Kongen ligefrem var Part, men overhovedet alle, som indeholdt et aabenbart Brud paa Samfundets Fred, altsaa navnlig Drab og Voldsomheder i offentlig Forsamling maatte kunne paatales af Kongens Ombudsmand, selv om den umiddelbart Fornærmede ikke kunde eller vilde rejse Sag, se saaledes G. L. 152 og 189 og især 187 om Slagsmaal i Gildehus; F. L. IV. 10, 22, 24 o. fl.; dette ligger allerede i den almindelige Forpligtelse for alle de Tilstedeværende til at sætte efter og gribe Voldsmanden. Det samme gjælder om Tyveri, G. L. 253 jfr. 256; F. L. XIV. 12; B. R. 115.

Med Hensyn til de øvrige Forbrydelser mod Private, som foruden Bøderne til den Fornærmede tillige medførte Bod til Kongen, er det derimod mere tvivlsomt hvorvidt der tilkom den kongelige Ombudsmand nogen selvstændig Ret til sagens Paatale. De ældste Love indeholdt vistnok et almindeligt Forbud mod, at den Fornærmede underhaanden forligte sig med og modtog Bøder af Fornærmeren (G. L. 214 og 256; F. L. Indl. 21; B. R. 26 og 35), og Gulatingsloven sætter Straf for saaledes at spilde Kongens Ret (drepa niðr rétt konungs). F. L. IV. 8 Slutn. siger udtrykkelig, at, naar Sagsøgeren forsømmer at paatale Edfald i Utlegd-Sager, kan