fredløs Mand, ifølge G. L. 171, F. L. IV. 6 pligtige strax at sætte Drabsmanden iland. At flytte fredløs Mand var 40 Marks Sag, og at handle med ham eller bringe ham Føde i hans Tilholdssted 3 Marks Sag (se foruden de citerede Steder G. L. 202, 203 og 207; F. L. III. 23, IV. 13 og 41). Ved M. L. IV. 7 blev straffen saavel for Bistand til som for Omgang med fredløs Mand fastsat til en Bod af 1 Mark for den første og 2 Mark for den anden Nat, og 8 Ørtuger 13 Mark for længere Tid, jfr. Chr. V. L. 1–22–16. – Hvor ganske den efterfølgende Bistand er opfattet som en selvstændig Forbrydelse mod Samfundet, uafhængig af Hovedforbrydelsen, fremgaar noksom af G. L. 207, der udtrykkelig siger, at, om end Voldsmanden selv tilbagevinder sin Fred ved 15-Marks-Boden (hvor det nemlig blot er Øfundardrep og ikke Drab), skal dog den, som har befordret hans Flugt, bøde 40 Mark.
Hæleri og uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster betragtedes som en egen Tyvsforbrydelse, der dog ikke medførte almindelig Tyvsstraf, men alene útlegð. Hvis Bestjaalne opdagede sin Tyv, men underhaanden forligte sig med ham og fik sin Ejendom tilbage, ansaaes han som den, der havde nedslaaet Kongedømmets Ret, med 15-Marks-Boden (G. L. 254–257; F. L. XV. 7–9). Ved M. L. IX. 3, 4, 6 og 7 blev saavel ulovlig Forligelse som Hæleri og uhjemlet Besiddelse belagt med 4-Marks-Bod. – Anden Bistand, ydet Tyve, har udentvivl været behandlet som Hjælp til fredløs Mand.
I denne Forbindelse kan endnu mærkes, at, hvor Nogen var bleven dræbt under almindeligt Slagsmaal, hvor mindst 5 Mænd havde været tilstede (flokks víg), og Gjerningsmanden ikke kunde oplyses, var de alle ansvarlige (G. L. 167, 168; F. L. IV. 23)[1].
Forbrydelsernes Paatale var udelukkende overladt til den Fornærmede selv, lige meget om denne var det offentlige eller en Privatmand; i første Fald var Kongens eller Biskoppens Ombudsmand rette Sagsøger, se saaledes G. L. 3, 9, 20, 22, 24, 30, 202, 214, 256, 308, 314; B. K. R. 5, 11, 14,
- ↑ Jfr. E. Hertzberg, Proces S. 203–6.
