Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/67

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

i Almindelighed om den, som raader nogen Anden Bane, Saar eller anden Fornærmelse, saavelsom Medhjælpere og Ledsagere, at de skal bøde saavel til den Fornærmede som til Kongen efter lovlig Dom, altsaa arbitrært; men ligefuldt skal den egentlige Gjerningsmand udrede fulde Bøder.

Eftermaalsmandens Ret til i Drabstilfælde at efterforske den Skyldige ved at sigte flere Personer efter hinanden til Fralæggelse ved Tylftered (se G. L. 151, 157; F. L. IV. 7, 14, 15, 23, 24) var indskrænket til den egentlige Gjerningsmand. Sigtelse mod Nogen som Anstifter maatte fremsættes strax ved Ørvartingets Tilstevning, G. L. 156[1].

Som særegne Bestemmelser kan i denne Forbindelse mærkes G. L. 162, hvorefter de, som fulgte en Mand, der begjærede deres Hjælp mod en anden, altsaa til Overfald – hvis derunder blev begaaet Drab, skulde bøde hver 12 Ører til Kongen „for Misgang“, hvis de strax skiltes fra Drabsmanden; men hvis de fulgte Drabsmanden bort, skulde de bøde 40 Mark (altsaa betragtes som Deltagere i Overfaldet, jfr. 142). Og efter G. L. 185 skulde Tilskuere ved Slagsmaal, som hverken vilde skille de stridende ad eller tage Parti i Striden, bøde 12 Ører til Kongen (slanbaugr, maaske af slen = Uvirksomhed).

Om efterfølgende Bistand, ydet Forbrydere, bestemmer G. L. 152, 153 og 189 samt F. L. IV. 9, at man ustraffet kan yde den flygtende Voldsmand en Hjælp (eina bjørg), ved enten at holde sin Fod, eller sin Ski eller sit Spydskaft ivejen for hans Forfølgere, eller kaste ud til den Flygtende en Aars eller et Øsekar, Ror eller Tilje eller en lignende Ting, men ikke flere, under Straf som for at have flyttet fredløs Mand. Denne Tilladelse kan dog alene have gjældt for hans Beslægtede eller Besvogrede; ti alle Andre var endog under en Bod af 12 Ører forpligtede til at sætte efter og gribe Voldsmanden, og under samme Bod maatte heller Ingen færdes sammen med ham. Blev der ombord paa et Skib forøvet Drab, var de Øvrige, under Straf som for at have flyttet

  1. Ráð máttú eigi kenna manni, nema hann fylgi ørum, ok sé mælt á hendr hánum á þingi.