efter Omstændighederne. Kun hvis Nogen var bleven gildet, eller havde faaet Tungen skaaret ud af Halsen, eller Øjnene udstukne af Hovedet, eller baade Hænder og Fødder afhuggede, skulde efter F. L. IV. 43 og 44 samt V. 32 (N. gl. L. II. S. 506) ikke alene Gjerningsmanden, men ogsaa de to, som havde holdt den Mishandlede, være fredløse. Ligesaa blev man ifølge F. L. V. 9 Grið- og Trygðbryder lige saavel ved Raad som ved Gjerning og dette synes ogsaa efter Forholdets Natur at maatte have været den almindelige Regel. – Hvor Nogen tog Del i Boran eller strandhug eller fulgte Aarmanden paa ulovlig Atfør, eller gjorde voldsom Modstand mod Retshaandhævelsen, og de ikke faldt paa sine Gjerninger, skulde hver bøde 3 Mark, medens Høvdingen skulde bøde 40 Mark til Kongen (G. L. 35, 121, 141 jfr. 213, 269, 303 og 314; F. L. IV. 62 og V. 14. VII. 25). Ligeledes skulde hver af Deltagerne bøde 3 Mark men Høvdingen 40 Mark, hvis man ulovligen skar af en indstrandet Hval, der tilkom Kongen (G. L. 150), samt hvis man forlod Landet imod kongeligt Bann (G. L. 213; F. L. VII. 27); Overtrædelse af Kongens Udførselsforbud med Hensyn til Varer medførte derimod lige stor Bod, 3 Mark, for hver Deltager. G. L. 142 belægger enhver Deltager i Boran med 40-Marks-Boden, og efter den ældre Eidsivatingslov (N. gl. L. II. S. 522–523) skulde saavel Anstifteren som alle Deltagere i Boran og Hærværk være Ubødemænd[1]. Det samme foreskrives ogsaa i M. L. III. 16. Ligeledes foreskriver M. L. IV. 3 med Hensyn til Drab og Legemsfornærmelser, at den, som holdt Nogen, medens en Anden lemlæstede ham, skulde være Ubødemand ligesom denne. Iøvrigt bestemmer M.L. IV. 11 og 19[2]
- ↑ Slíkan dóm á sá maðr, er ræðr manni hervirki, som hinn, er gerir þat heita niðings-ráð; þeir hafa fyrirgert fé ok friði. Jfr. F. L. IV. 4.
- ↑ M. L. IV. 11: Ef maðr ræðr manni bana-ráð eða sára, ok alt þat er manni verðr at skømm eða vanvirðing af hans ráðum, bœti eptir laga dómi þeim, sem þat mál á með løgum at sœkja, ok svá konungdóminum, nema hann fœrist undan at løgum. – 19: þeir menn, er veita mønnum lið eða føruneyti, hylla ok samþykkja með þeim þann hug at taka menn af, sveri slíku fyrir konungdóminum ok erfingja hins dauða, sem réttarinn konungdómsins ok aðrir skynsamir menn dœma með hánum eptir atvikum; en landsvist þeirra sé undir konungs miskunn.
