dens videregaaende Forsæt som skjærpende Omstændighed kunde komme i Betragtning. At dette derimod har faaet Indflydelse paa den Fornærmedes Villighed eller Uvillighed til at modtage Bøder, – saa længe dette endnu afhang af hans Forgodtbefindende, – lader sig ikke betvivle. – Det eneste sikre Sted i de gamle Loves der behandler Forsøg som saadant, er M. L. IV. 4 Slutn., hvor det om forsagt Voldtægt, – der fuldbyrdet var Ubødemaal, – heder, at, om end Kvinden faar værget sin Ære, saa at Gjerningsmanden ikke opnaar sin Vilje, bør han dog ingenlunde slippe for tilbørlig Refselse efter lovlig Dom, naar det befindes, at han havde fuld Vilje til Gjerningen; men han skal dog beholde Livet. Ifølge G. L. 205, slap den, som forsætlig kastede efter En, men rammede en Anden, med en ringe Bod til den Rammede; hvorimod M. L. IV. 13 ligefrem behandler det som forsætlig Skadetilføjelse, naar Nogen slaar eller hugger efter En, men rammer en Anden. Af hidhørende Bestemmelser kan iøvrigt bemærkes G. L. 191, hvorefter den, som løber imod en Anden, men bliver stanset, skal bøde 12 Ører til Kongen (men intet til den Fornærmede); hæver derimod Nogen sit Vaaben eller løfter sin Hammer mod en Anden, og denne strax skyder til Vidne paa sin Fiendes Anfald, skal han (desuden) bøde halve Bøder til denne. Ifølge F. L. IV. 18 skal den, som løber imod en Anden, hvis denne skyder til Vidne derpaa, foruden Boden til Kongen, bede halv Ret til sin Modstander, hvis han stanser af sig selv, men fuld Ret, hvis han bliver stanset af Andre; men hvis Modstanderen ikke strax skyder til Vidne, og den Anden stanser af sig selv (arga-fas), da bødes ikke derfor; jfr. M. L. IV. 21, der bestemmer det samme.[1] M. L. IV. 14 (jfr. Hkb. 44) forbyder at bære Dolke under 3 Ørers Bod til Kongen, og bestemmer derhos, at den, som stikker med sin Kniv eller kaster sit Spyd efter en Anden, uden at ramme ham, skal bøde fuld Ret til denne efter lovlig Dom og 3 Ører Sølv til Kongen. – Forskrifterne om dem, der bygger Langskibe uden at ville gjøre Rede for deres Bestemmelse (G. L. 314; M. L. III 18), er aabenbart begrundede i Formodning om, at dermed tilsigtes et Røvertog eller Anfald
- ↑ Jfr. isl. Grág. Vígsl. 1 og 2 (Stadh.) om frumhlaup.
