uvillig til at hjælpe den Fornærmede til hans Ret, og denne derfor hævner sig, da er han ansvarsfri, for saa vidt Hævnen ikke gaar videre end Fornærmelsen; hvorimod Ombudsmanden, som forsømte at skaffe ham Ret, skal udrede Boden til Kongen. Gaar derimod Hævnen videre end Fornærmelsen, skal det overskydende bødes saavel til Modparten som til Kongen, og af disse Bøder skal den, som hævnede sig, og Ombudsmanden, som forsømte at skaffe ham Ret, udrede Halvdelen hver (jfr. Rb. 23 April 1293 Art 6 og 11 Oktbr. 1303). Hvis den, som sagesløs bliver overfalden, hævner sig i samme øjeblik (þegar í hríðinni), og dette med Vidner bevises, fritages han for Ansvar, dersom det ikke gaar videre end til Legemsbeskadigelse; men bliver det Fornærmerens Bane, skal Sagen afgjøres efter Kongens Bestemmelse (jfr. VII. 14 Slutn.). Som Følge heraf har M. L. heller intet tilsvarende til G. L. 160 og F. L. IV. 39 og 40, B. R. 18; vel har 2 Haandskrifter af Landsloven foran Kap. 10 indskudt et Kapittel, der tillader at dræbe den, som trætfes i utugtig Omgang med den Andens nærmeste Frændkvinder; men at dette, der ikke findes i noget af Haandskrifterne til Byloven, ligesaa lidt som det er optaget i Chr IV. Lovbog, alene ved en Afskriverfejl er overført fra de ældre Kilder, fremgaar noksom af M. L. IV. 5, der, ved at foreskrive fuld eller halv Mandebod, tydelig tilkjendegiver, at Retten til at dræbe Horkarlen er bortfalden. Herimod kan heller intet udledes af Forudsætningerne i M. L. I. 8 og IV. 25 Slutn, da her alene Udtryksmaaden i Kilderne er bibeholdt. – Chr. V. L. 6–12–4 og 5 er tagen af J. L. III. 37. .
I denne Forbindelse kan videre bemærkes, at den Retløshed, der undertiden indtraadte som Følge af lovstridigt Forhold, i visse Tilfælde synes alene at have medført Ret for den Fornærmede til at tugte den Skyldige paa Stedet, men ikke at have berøvet denne hans personlige Ret for bestandig. Saaledes efter G. L. 216, naar Nogen æggede en Anden til at slaaes, eller bebrejdede ham, at han modtog Bøder (istedetfor at hævne sig); fremdeles, naar Nogen pattede Kjør eller stjal i Haver (F. L. XIV. 14, 15; B. R. 148; M. L.
