den Dræbtes Frænder, og en Tillægsbod af 3 Mark eller 12 Ører foruden Tegngildet til Kongen, hvis Gjerningen enten var forøvet paa en særdeles grusom ener forhaanende Maade, eller forbunden med Mishandling af Liget, eller hvis Gjerningsmanden bagefter pralede af sin Daad, eller undlod betimelig at søge Forlig. Fremdeles laa der stor Vægt paa, om Forbrydelsen var forøvet paa visse særlig fredede Tider og Steder (griðastaðir). Det var saaledes Nidingsværk at dræbe Nogen hjemme i hans Hus (G. L. 178; F. L. IV. 5) eller om Natten.[1] Ligeledes var det Fredløshedssag at dræbe Kongens Aarmand, naar han beværtede Kongen[2], eller søgte Kongens Sager til Tinge; medens ellers Drab paa Aarmanden, der forudsættes at være af Trælle-Æt, alene bødedes med 15-Marks-Boden til Kongen (G. L. 170, jfr. F. L. IV. 57 og 58). Ifølge G. L. 187 og 198 jfr. F. L. IV. 58 og 61 steg hver Mands Ret til det Dobbelte, naar han drog til Ting, til Kirke eller til Gilde, saa at selv Trællen tilkom Bøder, naar han fulgte sin Herre did, og efter B. R. 135 fordobledes hver Mands Ret under Julefreden. Brud paa Lagtingets Fred var efter F. L. I. 5 Ubødesag; det samme foreskrev Magnus Erlingssøns Retterbod, G. L. 32, om Slagsmaal i Kirke eller paa Kirkegaard; medens F. L. II. 10 i Henseende til Straffen skjelner efter Kirkernes Rang, og B. K. R. 18, E. K. R. 37, alene paalægger Gjerningsmanden at bekoste Kirkens fornyede Vielse.
Men ogsaa udenfor de Tilfælde, hvor visse med Forbrydelsen forbundne skjærpende ener formildende Omstændigheder var tillagt en lovbestemt Virkning, var det naturligt, at overalt, hvor Gjerningens Følger ikke var ufravigelig lovbestemte, maatte de konkrete Omstændigheder, hvorunder den var forøvet, faa en væsenlig Indflydelse ikke alene paa Vilkaarene, hvorunder Gjerningsmanden erholdt Fred og Landsvist, men vel ogsaa paa, hvorvidt han overhovedet opnaaede Forlig. Herpaa findes mange Exempler i Sagaerne, og fornemmelig i Drabssager, hvor vistnok Eftermaalsmændenes Ret til at nægte
