Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/55

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

og 20 jfr. M. L. VII. 30 i enkelte Tilfælde foreskriver Landnam, har dette sin Grund i, at Skaden er betragtet som ligefrem at tilregne Ejerens Forsømmelse.

§ 51.
Fortsættelse. Formildende en skjærpende Omstændigheder. Nødstilstand. Selvforsvar, Hævn paa Stedet, Retorsion.

At de med en Forbrydelse forbundne skjærpende eller formildende Omstændigheder har været tillagt nogen Indflydelse paa Straffen i det enkelte Tilfælde, antydes i de ældste Love intetsteds, og det vilde heller ikke passet til det hele System, da Boden, hvormed Fredløsheden, for saa vidt den ikke var ubetinget, skulde afbødes, var uforanderlig fastsat i Loven, og dens Størrelse bestemt efter ganske udvortes Hensyn. Alligevel forstaar det sig selv, at de Gamles Opfatning af Forbrydelsen som en Forurettelse, og af Straffen som en opreisning derfor, maatte føre derhen, at et væsenligt Hensyn toges til de konkrete Omstændigheder, hvorunder Gjerningen var forøvet. Man finder derfor, at visse betegnende Omstændigheder ved Gjerningen af Loven selv er tagne i Betragtning ved Ansvarets Bestemmelse, eller endog er afgjørende for selve Forbrydelsens retlige Karakteristik. Saaledes var hemmelig eller aabenlys Fremgangsmaade Skjelnemærket mellem Mord og simpelt Drab, samt mellem Tyveri og det mindre strafbare Ran; aabenhjærtig Tilstaaelse og Villighed til at bøde var Betingelsen for, at den blot egenmægtige Benyttelse af fremmed Gods skulde undgaa at ansees for Ran, samt de betydeligere Beskadigelser af Andres Gods undgaa Fredløshed (G. L. 92 og 96 og F. L. XV. 11)[1]. Injurianten kunde efter G. L. 196 fri sig for Straf ved at angre og tilbagekalde sine Ord. Drab eller Legemsfornærmelser medførte særskilte Tillægsbøder, naar de var forøvede paa en haanlig eller ondskabsfuld Maade, se F. L. IV. 17 og 18; G. L. 185 og 195 og især 238, 240, 241 og 242, der i Drabstilfælde foreskriver dels dobbelt Mandebod, dels fuld Ret udenfor Mandeboden til

  1. Chr. V. N. L. 6–17–41 Slutn., er tagen af J. L. III. 54.