synes, uanseet den almindelige Regel om Herrens Ansvar for sin Træl i F. L. X. 40, at have været anvendt paa Erstatningsansvaret i F. L. XIII. 21 jfr. V. 18, hvorefter Kvæg, som ulovligen dræbes af en Træl, kun skal erstattes halvt Alene for Tyveri straffes den indenlandske Træl efter G. L. 259 ligesom den frie Mand med Døden; men her er det egentlig den Frie, som undergives Trælle-Behandling, og ikke omvendt. – Trællen straffedes ikke, naar han begik Tyveri eller arbejdede paa Helligdag sammen med fri Mand; men Ansvaret paalaa udelukkende denne (G. L. 261; B. K. R. 14). Den, som traf Nogens Træl paa sin Hest eller Baad, kunde efter F. L. X. 44 frit banke Trællen; men Herren skulde ikke bede noget áfang derfor.
6. Med Hensyn til Skade som voldes af Dyr, uden at være foranlediget af Nogen, var det efter alle Lovene Regel, at, hvis noget Dyr havde dræbt eller saaret et Menneske, skulde Dyret udleveres, eller Eieren i Mangel deraf ansees med Bøder baade til Kongen og til den Fornærmede, som om han selv havde forvoldt det, G. L. 147[1] og 165; F. L. V. 16 og 17; M. L. IV. 22, hvilken sidste imidlertid lader Boden til Kongen bortfalde. Anden Skade erstattes i Almindelighed med det Halve, G. L. 97 jfr. 217; F. L. V. 18, X. 46. XI. 26, M. L. IV. 22 Slutn., VII. 25, 36 og 38. Egne Regler for Ansvaret gjaldt, naar Heste sloges. Hvor Storfæ tilføjer hinanden Skade, skal der i Almindelighed gives fuld Erstatning for det svagere eller ringere, men kun halv for det stærkere eller værdifuldere Dyr, jfr. Chr. V. N. L. 6–10–5 og 6. For Skade, som gjordes af Kvæg, der kom ind paa fremmed Mark, hvor der var lovligt Gjærde, skulde der gives fuld Erstatning; dog ikke over Dyrets Værdi (G. L. 82; F. L. XIII. 18 og 20; M. L. VII. 32)[2]. Naar F. L. XIII. 19
- ↑ Ef hundr eða hestr eða oxi stangar mann eða annat búfé bítr mann eða berr, þá skal sá, er bitinn er, beiðast med váttum kvikvendis; þá skal sá, er á, leggja band á ok selja þeim í hønd, er bitinn er. En ef hann vill eigi hánum í hønd selja, þá skal hann skírskota undir vátta, ok skal sá, er kvikvendit á, halda øllu slíku upp við hinn sára ok svá ok við konung, sem hann hafi sjálfr særðan hann.
- ↑ Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 215–16.
