Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/53

lyster“, hvorimod den frie Mand saavelsom den indfødte Træl skulde halshugges og den udenlands fødte Træl eller Trælkvinde pidskes. – I den nye Lov er naturligvis disse Særegenheder bortfaldne. Ved M. L. IV. 3 er Hustruens Drab paa sin Mand saavelsom Mandens Drab paa Konen i utugtig Hensigt anseet som Ubødemaal.

5. Trællene indtog ogsaa i Henseende til Ansvaret for Misgjerninger en undtagen Stilling hvorved det dog ikke saa meget var deres ringere Tilregnelighed, men snarere deres lave Plads i Samfundet og Hensynet til Herrens Fordel, der kom i Betragtning. De stod egentlig udenfor Retsforbindelsen^[1] og betragtedes, ligesom Dyrene, mere egnede for Tugt end for Straf; Fredløshed i sin sande Betydning var uanvendelig paa dem. Forsaavidt derfor ikke Herren selv overtog Ansvaret, blev Forbrydelser, som for Frie medførte Fredløshed eller Bod, for Trælle anseede med legemlig Refselse^[2]; saaledes efter G. L. 16, 20, 22, 259; F. L. II. 2 og 28; B. K. R. 14; E. K. R. 12. G. L. 163 foreskriver noxæ datio (segi þræl afhendan sér), hvis en Træl dræber nogen Mand; i modsat Fald skal Herren bøde 40 Mark (Tegngildet til Kongen). Ogsaa G. L. 204 mener vistnok, at Trællen skal udleveres, naar det heder, at, hvis en Træl slaar nogen fri Mand, skal Herren forlige sig med den Fornærmede eller gjøre Trællen fredløs“, men intet bøde til Kongen jfr. F. L. V. 31 (gl. L. II. S. 506)^[3]. Tvivlsommere er derimod G. L. 99, der siger, at Træl, som gjør sig skyldig i forsætlig Ildspaasættelse, „er fredløs“^[4]. – Den samme Grundsætning

1. „þrælar eru eigi í løgum eða landsrétt með øðrum mønnum“ siger Erling Skjalgssøn (Ol. Helliges Saga Kap. 104).
2. Jfr. Forel. over Retshist. I. S. 72.
3. G. L. 204: Ef þræll lýstr mann frjálsan, þá skal dróttinn hans sættast við hinn, er lostinn er, ellar geri hann útlagan; ekki á konungr á því. – F. L. V. 31: Ef þræll vekr frjálsum manni blóð, eða lýstr heiptugri hendi, þá er hann útlagr ok úheilagr ok úbótamaðr ok komi aldrigi í land aptr. En þræll skal eigi meira fyrirgera en sér nøktum. En ef dróttinn hans kveðr nei við þá skal hann festa lýrittar-eið fyrir þrælinn ok sjálfr sverja. En ef eiðr fellst, fari þræll útlagr, nema hinn sári vili bœtr taka af dróttni þrælsins.
4. Jfr. v. Amira, Vollstreckungsverfahren, S. 81.