Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/52

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

udentvivl været, at Umyndige for Drab og Legemsbeskadigelse skulde erlægge den private Bod, men intet til Kongen. Bestemmelsen i Chr. V. L. 1–22–9 er tagen af J. L. II. 50.

4. Ogsaa Kvinder betragtes i de ældste Love paa en vis Maade som mindre tilregnelige eller rettere som mindre ansvarlige, hvilket dog maaske rettest opfattes som Udtryk for en Følelse af det lidet tilfredsstillende for Mænd i at øve Hævn mod en Kvinde. Efter den oven citerede G. L. 159 skulde den Kvinde, som dræbte en Mand, være fredløs og hendes Arvinger skulde føre hende ud af Landet (jfr. B. R. 51). Men da dette siges i Modsætning til den umiddelbart forudgaaende Sætning: at den Mand, som dræber en Kvinde, skal være lige saa fredløs, som om han havde dræbt en Mand, sees Meningen at være, at Kvinden blot skulde ramme af Landet, i Lighed med, hvad Frostatingsloven bestemmer om den, som begik Drab af vaade eller af Vanvid. F. L. IV. 33 siger ogsaa i samme Forbindelse, at, hvis en Kvinde dræber en Mand, har den Dødes Frænder Ret til at dræbe hende, „ifald de vil“, om hun ikke farer bort inden 5 Dage om Sommeren eller en halv Maaned om Vinteren. Det samme gjaldt efter Kap. 35, hvis en Kone i Hidsighed dræbte sin Mand; dræbte Konen derimod sin Mand eller anstiftede hans Drab i utugtig Forstaaelse med nogen Anden, skulde hun være ugild for den Dræbtes Frænder, om de vilde dræbe eller lemlæste hende, og de sædvanlige Bøder udredes af hendes Gods. – Naar Kvinder sloges indbyrdes, skulde efter G. L. 190 ingen Anden have Ret derfor end de selv; men slog nogen Kvinde en Mand, skulde hun, som sædvanligt, bøde den Fornærmede hans Ret og (12 Øres) Bod til Kongen. Efter F. L. X. 38 skalde den Kvinde, som slog en anden Kvinde, alene bøde halv Ret; men slog en Kvinde nogen Mand, skulde hun bede fuld Ret. Samme Lovsted bestemmer endvidere, at Kvinde, som stjæler, skal svare halve Bøder, hvilket stemmer med, hvad B. R. 116 bestemmer om Børn. Ifølge det bekjendte Sted i G. L. 259 skulde fribaaren Kvinde, som stjal, føres ud af Landet, og frigiven Kvinde eller indfødt Trælkvinde de 3 første Gange refses ved at miste begge Ørene og Næsen, men „siden kan hun stjæle saa meget hun