Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/50

2. Om Vanvittige, som begik Drab, bestemmer F. L. IV. 32, at de, naar de fik sin Helbred igjen, skulde fare af Landet men beholde alt sit Gods. For Legemsbeskadigelse skulde den vanvittige erlægge Saarbøder og Lægeløn, men intet til Kongen. – Den foregaaende Art. 31 bestemmer derhos, at „hvis en Fader bliver saa rasende (œrr), at han dræber sin Søn, eller Søn sin Fader, eller Broder sin Broder, da skal han fare af Landet utlæg og aldrig komme i Landet mere“ samt have sin Arveret efter den Dræbte forbrudt. I det ganske tilsvarende Sted i G. L. 164 heder det, at „naar Nogen begaar rasende Mands Drab (óðs manns víg): Søn dræber Fader, Fader Søn eller den ene af Syskende den anden, eller Barn dræber sin Moder eller Moder sit Barn, da forbryder han den Arv, som han skulde taget efter den Dræbte; men han skal blive i Landet og gange til skrifte og beholde alt Sit“. Udtryksmaaden i begge disse Lovsteder synes imidlertid at tyde paa, at der paa de 2 sidste Steder ikke er tænkt paa virkeligt Vanvid, men nærmest paa ustyrlig Heftighed, hvis ulykkelige Udbrud inden den nærmeste Familiekreds er blevet bedømt med en særlig Skaansel, og ved et Slags Eufemisme betragtet som en øjeblikkelig Afsindighed. Denne Opfatning bestyrkes ved, at F. L. IV. 31 jfr. Hkb. 21 til Slutning tilføjer: „med mindre han bryder løs af Baand, hvori han er sat for sin Galskabs Skyld“ (i hvilket Fald det vistnok er Meningen, at Regelen om de virkelige vanvittige i Art. 32 indtræder); det synes nemlig naturligere at forstaa denne Undtagelse i Forhold til Artikkelens hele Indhold, end blot til den umiddelbart foran foreskrevne Arvsforbrydelse; Art. 32 siger selv, at det alene da er gal Mands Værk, naar han bryder ud af sine Baand og Mænd ved det. Ved Magnus Erlingssøn Rb. 1164 (G. L. 32) blev imidlertid Drab paa Forældre, Børn eller Syskende gjort til Ubødesag, hvor ikke virkeligt Vanvid er tilstede (nema hann se óðr maðr, svá at menn viti, at vitfirring sé), og Bestemmelsen i G. L. 164 og F. L. IV. 31 saaledes ophævet. – Efter M. L. IV. 9 skulde den Vanvittige, som begik Drab, bøde fuld Mandebod, ifald han formaaede det; men formaaede han det ikke, skulde han, naar han fik sin Helbred igjen, fare af Landet, indtil