Hdsk. Kap. 20[1], 40, 41 og 42, jfr. S. Haralds harðr. i Flatøb. III. S. 381. – Om Sagernes Behandling foreskrives udtrykkelig, hvad der er ret betegnende for Tjenestetforholdet,– at den Anklagedes Adgang til at fralægge sig Sigtelsen for ikke-vitterlige Forbrydelser med Ed var afhængig af en foregaaende Undersøgelse paa Hirdstevne, hvor 12 skjønsomme Mænd skulde opnævnes til at afgjøre, om han skulde stedes til Undenførsel.
Ogsaa for de uden Tvivl især af fremmede hvervede Krigsfolk bestaaende faste Besætninger paa de kongelige Borge (hús) sees der at have gjældt en egen Tjeneste-Ordning, der ligefrem forudsætter, at Paakjendelsen af de der begaaede overtrædelser maatte ligge i Befalingsmændenes Haand og være undtagen fra de almindelige Domstole. – Det er ogsaa sandsynligt, at i den sednere Tid Adelen i Norge, som andetsteds, har udøvet en temmelig selvstændig Jurisdiktion over sine Tjenere paa sine Gaarde, og med fuld Myndighed paadømt og refset de der begaaede overtrædelser. – Vi har endnu bevaret en borgera-réttr, der ikke kan være yngre end Begyndelsen af det 14de Aarh., hvilken ganske er dannet efter udenlandsk Mønster og stemmende med de sednere svenske og danske Gaardsretter[2]. Den sætter Straf for en stor Mængde, saavel almindelige Forbrydelser som Disciplinær-Forseelser; men om Rettergangen indeholder den intet. – Ifølge Frederik d. 2dens Gaardsret af 9. Maj 1562 Artt. 2–4, 20–23, 34–43 skulde ikke alene Sager angaaende Forbrydelser, men ogsaa Gjældssager mellem Gaardens Mænd
- ↑ Ef konungr kennir lendum-manni sínum landráð eða svik, ok eru þær sakir eigi opinberar at sønnu, ok dýlr lendr-maðr, þá skal konungr þat mál rannsaka á hirðstefnu, ef eigi fær með fámenni niðr sætt. Eigi má konungr synja lendum-manni sínum hirðstefnu at rannsaka sitt mál til rétts, ef hann þykkist góða søk eigu at verja; þar eptir skal nefna 12 hina vitrustu menn af hirð at líta á, hvárt er þetta má með réttu sannast á hendi lendum-manni eða eigi, ok ef þeim lítst svá, at rannsakaðu því máli, at hann megi undan fœrast, þá á ei konungr at synja hánum undanfœrslu slíka, sem góðir menn sjá með sjálfs konungs ráði, ok løg hins helga Olafs konungs eru til.
- ↑ Jfr. Munchs Hist. IV. 1. S. 444; Keysers Efterl. Skr. II. 1. S. 230; Maurer, Das älteste Hofrecht des Nordens, München 1877.
