deres Consistoria paa de Tider, som Lagrettet hos hver Biskops Sæde holdes – hvilken Bestemmelse med nogen Forvanskning er Kilde til Lovb. 1–3–11.
Men ogsaa i andre kirkelige Sager uddannede der sig gjennem Praxis en geistlig Jurisdiktion, da det var altfor stridende mod alle tilvante Begreber, at gejstlige Personer for gejstlige Sager skulde dømmes ved verdslig Ret. Den mæglende og irettesættende Myndighed som var tillagt den Anklagedes Foresatte i Forening med hans Medbrødre, gik snart over til virkelig Dommermyndighed. – At saadant dog ikke var Kirkeordinansens oprindelige Mening, viser sig allerede af den ubestemte Maade, hvorpaa Superintendenten og Provsten nævnes dels sammen, dels hver for sig, men om hinanden, – noget, som vel kunde passe, naar de blot skulde formane og irettesætte, da de begge var Gejstlighedens Foresatte; men naturligvis var ganske upassende naar de tænkes at skulle dømme. Men her ordnede Forholdet sig af sig selv saaledes, at Provsten med andre Sognepræster blev Underinstans under Stiftsbefalingsmanden og Superintendenten som Overdomstol, aldeles saaledes som Lovb. 1–2–12 og 13 jfr. 1–3–11 efter den rigtige Fortolkning anordnede. Men netop den Uklarhed hvormed de anførte Bestemmelser i Lovbogen er udtrykte, sammenlignede med de oven citerede Kildesteder, viser, at disse allerede forud gjennem Praxis havde antaget en fra deres oprindelige Mening forskjellig Betydning, hvilken det ved Optagelsen i Lovbogen har været Hensigten at godkjende. – Men finder ogsaa at Oslo Lagting i 1609 har henvist et af en Borger i Oslo anlagt Gjældesøgsmaal mod en Præst i Telemarken „efter Ordinansens 35te Blade Indhold“ fra Lagtinget til Provsten i Bamle, „som samme Sag Parterne imellem skal forrette og adskille“, – hvilken aabenbart er mere, end Ordinansen havde ment. Ligesaa sees af Herredagsprotokollen for 1661, at en Injuriesag mod en Præst blev anlagt for Kapitlet, der imidlertid afviste Sagen og henviste den til Lagmanden.
