Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/427

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

stevne denne for ham. Under dette Forhør gaaes der først og fremst ud paa at erholde Tilstaaelse; den Sigtede tvinges ved Straf til personligt Møde; saavel han som Vidnerne afhøres af Dommeren enkeltvis; men saavel Beskyldningerne som Vidnernes Forklaringer tilligemed deres Navne skal meddeles den Sigtede, som har Frihed til at fremsætte alle de Indsigelser mod deres Habilitet og Troværdighed, hvortil han ser sig istand[1]. – Men saavel Offentligheden som Friheden i Forsvaret bortfalder efterhaanden gjennem Paavirkning af den ved Kjætter-Inkvisitionen (inqvisitio haereticae pravitatis) opkomne Praxis. Formaningerne (admonitio charitativa), der skulde gaa forud for Anklagen[2], bliver til „passende Trusler“, og hvor disse ikke hjalp, greb man vel stundum ogsaa til haardt Fængsel og endnu kraftigere Midler. Jfr. en Troldomssag fra 1325 i Samll. t. N. F. Sp. Hist. V. S. 479–84. – Forklaringerne under Forhøret nedtegnes skriftlig, og det derunder oplyste bliver Grundlaget for den paafølgende Retssag, under hvilken naturligvis Undersøgelserne i fornødent Fald kan fortsættes paa samme Maade. – Først naar ikke fuldt Bevis enten om Skyld eller Uskyld paa denne Maade fremkom, men en Mistanke blev tilbage, paalagdes Benægtelseseden (purgatio canonica), hvilken saaledes gik over til et subsidiært Bevismiddel, og blev ganske forskjellig fra Befrielseseden i verdslige Sager. Det var da ogsaa, som bemærket, naturligt, at man tog det mindre strengt med Fordringen paa Mededsmænd; idet man ogsaa her lod Mistankens Styrke komme i Betragtning, og efter Omstændighederne lod sig nøje med den sigtedes Ed alene.

Ved Reformationen blev Kirken en Stats-Institution, og dens selvstændige Lovgivnings- og Dommermyndighed bortfaldt aldeles. Saavel Chr. III. Kirkeordinans af 2 Septbr.

  1. Debet igitur præsens esse is, contra qvem facienda est inqvisitio, nisi se per contumaciam absentaverit, et exponenda sunt ei illa capitula, de qvibus fuerit inqvirendum, ut facultatem habeat defendendi se ipsum, et non solum dicta, sed etiam nomina ipsa testium sunt ei publicanda, – heder det i Konciliets Dekret.
  2. efter Budet i Math. Ev. XVIII. 15–17; jfr. c. 18, 19 C. II. qv. l. c. 2. X de accus. (5. 1).