med Lagtingene i Regelen af Biskoppen at have været afholdt Diøcesansynoder (prestamót), hvor de Sager, som i nogen Maade vedkom Kirken eller Gejstligheden, foreløbig blev drøftede.
Men en saadan ordning var ganske stridende mod de Grundsætninger, som Kirken opstillede og virkelig havde vidst at skaffe Anerkjendelse i det øvrige Europa: at Kirken og dens Tjenere overalt i Verden udgjorde et eget Samfund med sin egen uafhængige Styrelse, adskilt fra alle de verdslige Samfundsforbindelser og uafhængigt af de deri raadende Myndigheder. Efter at derfor i den første Halvdel af 12te Aarhundrede i Norge faste Biskopsdømmer var oprettede, og ved Tiendens Indførelse Gejstlighedens økonomiske Stilling betrygget, og endelig 1152 Kirkeforfatningens ordning fuldstændiggjort ved oprettelsen af Metropolitansædet i Nidaros og Indretningen af Domkapitler ved Biskopstolene, – gjorde Kirken strax sin Paastand paa den ifølge den kanoniske Ret den tilkommende Stilling gjældende, og fik allerede 10 Aar efter denne Paastand i fuldeste Maal indrømmet ved Overenskomsten af 1164 mellem Erkebiskop Eystein og Erling Jarl; der indrømmedes endog Kirken Lenshøjhed over det verdslige Kongedømme, og dermed selvfølgelig Magtfuldkommenhed til uafhængig at ordne ethvert Anliggende, hvori den paa nogen Maade selv var interesseret. Men denne Overenskomst faldt med selve det Kongedømme, som den havde skabt, og Repræsentanten for det legitime Kongedømme. Sverrer, tilbageviste med Kraft Gejstlighedens Paastande. Erkebiskop Eriks Klager over, at Sverrer fordrer, at „Gejstligheden, mod de hellige Fædres Dekreter og al Kirkens Sædvane, skulde svare for de verdslige Domstole, og dømmes af Kongens Embedsmænd“, og Pave Coelestin d. 3djes Forbud af 15 Juni 1194 og 17 Marts 1196 mod at Gejstlige underkastedes verdslig Domstol i Sager, som den kanoniske Ret forbyder, frugtede intet. Vistnok forligte Haakon Sverressøn sig strax efter Faderens Død med Kirken og stadfæstede dennes ældre Friheder; men med udtrykkeligt Forbehold af Kongedømmets Ret og Værdighed, og uden at den af Kirken paastaaede lovgivende og dømmende Myndighed nævnes; der findes heller intet Spor til, at denne har været anerkjendt udenfor de
