gjentages oftere, jfr. Fr. 4 Marts 1690 § 3, og ved Overhofretten skulde endog efter Reskr. 14 Jan. 1729 Prokuratorerne den første Retsdag hvert Aar tages i Ed paa ikke at skulle føre nogen vrang eller uretfærdig Sag eller transigere om Sagen.
At Sagførerstandens Opkomst maa have bidraget væsenlig til at udvide Skriftligheden og gjøre Retsforhandlingerne vidtløftigere, er klart. Man ser, at de i Regelen indgav skriftlige Indlæg, om end ved Siden af mundtlig Fremstilling, og deres optræden har vistnok virket meget til at indskrænke Rettens egen Indflydelse paa Sagerne.
Om nogen kirkelig Jurisdiktion i samme Betydning som i det øvrige Europa kunde der i Norge ikke blive Tale før den norske Kirkeforfatnings Organisation ved Midten af det 12te Aarhundrede. Før den Tid var Gejstligheden altfor afhængig af det øvrige Folk, og ved altfor mange Baand sammenknyttet med det[1]. Selv besad den intet eget Sammenknytningspunkt, lige saa lidt som økonomisk Uafhængighed nok til engang at kunne nære Tanken om en isoleret Stilling eller om at optræde som sluttet Magt lige over for det øvrige Samfund. Paa den anden Side bestredes aldrig Kirkens Ret til i rent kirkelige Anliggender at skride ordnende og tugtende ind, og den kirkelige Myndigheds Afgjørelser respekteredes af den verdslige Magt. Men Domme, d. e. bindende Afgjørelser af Forpligtelse og Ansvar, kunde, ligesaavel som Love, alene udgaa fra Folket selv til Tinge, hvad enten Sagen angik Kristenretten eller noget andet Afsnit af Loven, og hvad enten Parterne var gejstlige eller verdslige Personer. – Imidlertid er der ganske vist altid blevet indrømmet Gejstligheden en vægtig Indflydelse ved Afgjørelsen af alle Sager, der berørte Kirkens Interesser. Der var jo altid gejstlige Personer tilstede ved Tingene, og navnlig synes der samtidig
- ↑ Vér mægjumst við þá eða látum læra sunu vára, heder det i G. L. 15.
