Disse Bøger blev altsaa egentlig overflødige, saasnart de originale Domme var udfærdigede, idet Dombogen igjen var Afskrift af disse; men dette Forhold gjør det forklarligt, at man ingen Retsprotokoller besidder fra den første Tid, hvori man dog ved, at Rettens Forhandlinger virkelig blev skriftlig udfærdigede. Denne Udfærdigelse havde Formen af en Beretning om, hvad der var passeret i hver enkelt Sag, og den var selv den egentlige Original. – Først ved Fr. 16 Marts 1633 Art 3, Reces 1643, 3–19, der for Norge paabyder, hvad allerede ved Fr. 30 Marts 1568 var anordnet i Danmark (D. Mag. VI. 59), blev det udtrykkelig befalet Lagmændene saavelsom Sorenskriverne at holde „paginerede, gjennemdragne og forseglede Tingbøger“, og deri skrive alt, hvad der til Tinge forrettes: Afsigter, Tingsvidner og andre Rettens Forhandlinger, og ikke skrive til Tinge paa andet eller løst Papir og siden hjemme renskrive. Dette er ogsaa den nugjældende Regel, Lovb. 1–8–3 og 4. – Men saalænge Procedyren saavelsom Bevisførelsen i det væsenlige var mundtlig, kunde disse originale Tingprotokoller dog ikke komme til at indeholde stort mere end Stevningen og Dommene Konklusion. Parternes Anbringende, saavel deres egen Udvikling som de fremlagte Bevisligheder, samt Vidnernes Forklaringer m. v. maatte finde sin Plads i Dommene Præmisser, der naturligvis maatte udarbejdes hjemme, og saaledes ej kunde komme ind i Tingbogen; hvorimod Dombøgerne, som Kopibøger over de afsagte Domme, fremdeles udfærdigedes bagefter. Og da saaledes en Dom i de Tider indesluttede den fuldstændige Akt, bliver disse fremdeles de vigtigste Kilder til vor Kundskab om den ældre Retspleje.
Skriftlige Indlæg til Retten forekommer vistnok stundum allerede i det 16de Aarh., navnlig fra Parter, som ikke kunde møde personlig; men synes ikke at være komne i almindelig Brug, førend efter at en Sagførerstand havde udviklet sig. – Ved Overhofrettens Instrux af 20 Decbr. 1684 § 7 forbydes det at skrive Indlæggene paa fremmede Sprog, hvilket tidligere sees oftere at have fundet Sted.
Allerede i de ældste Tider sees det at have været brugeligt, at Parterne i sine Retstrætter søgte Vejledning hos visse
