Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/410

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

hvor Mistanken var mindre stærk, eftergivet Fordringen paa Mededsmænd og ladet sig nøje med Angjældendes egen Ed i Sagen; Mededen, som i sin Grund hviler paa Fordringen om en, idetmindste formel Notorietet, passede overhovedet ikke ret ind i et System, hvis Hensigt er at opsøge Sandheden. Imidlertid finder man den dog anvendt den hele Tid, indtil den udtrykkelig afskaffedes ved Lovb. 1–14–8[1].

Men under alt dette adskiltes ikke Retsforfølgningen i Strafsager fra den almindelige borgerlige Proces som en egen Procesform. Anklageformen bibeholdtes fremdeles. Hvor store end Forskjellighederne mellem en Strafsags og en Gjældssags Behandling kunde være, var de dog altid blot faktiske, og kom mere tilsyne i Øvrighedens end i Domstolens Stilling lige overfor Sagen. Det er dog ikke usandsynligt, at Sorenskriver-Embedets Oprettelse har ledet til en virksommere Indgriben fra Rettens Side i Undersøgelsen.

At Mededsmænds Anvendelse ogsaa i rent borgerlige Trætter efterhaanden maatte tabe sig, var en naturlig Følge af Skilledommens ophør og Bevisførelsens Inddragen under Tinget. Det maatte falde naturligere for sagvolderen at stevne de Mænd, af hvem han kunde vænte sig en edelig Bekræftelse til sin Fordel, ligefrem som Vidner for Tinget, for saaledes direkte at afvæbne Sagsøgerens Paastand og opnaa umiddelbar Frifindelsesdom. Og selv hvor dette ikke lykkedes, opnaaede han dog vistnok altid, naar Sagsøgeren ikke havde ført fuldt Bevis for sin Paastand, medens Sagvolderens Vidner edelig bekræftede sin Overbevisning om Rigtigheden af hans Nægtelse, – at Retten tillod ham at stadfæste denne med sin egen Ed; uden nye Mededsmænd, hvilket jo, aldenstund Bevisets Istandbringelse og Bedømmelse henhørte under Retten selv, maatte føre til det samme Resultat. – Men i sit Væsen maatte Nægtelseseden herved antage en ganske forandret Betydning; Eden gik over i Bevismidlernes Række, idet Adgangen til at kræve sin Modpart paa Ed blev et Middel for Sagsøgeren, hvem Bevisbyrden paalaa, til at prøve Sandheden af Modpartens Benægtelse.

  1. Jfr. Ugebl. f. Lovk. IV. S. 264–65.