I Sager angaaende Misgjerninger, navnlig af en grov og forargelig Beskaffenhed, der forfulgtes af Kongens Ombudsmand, ledede denne Grundsætning, tilligemed Forbilledet af Fremgangsmaaden ved de kirkelige Domstole samt Exemplet fra Danmark, ligefrem til Inkvisitions-Sysæmets Anvendelse[1]. Egen Tilstaaelse bliver nu det fortrinligste Bevis, og den hele Rettergang er anlagt paa at fremkalde denne. Den kongelige Ombudsmand forhører saavel Parter som Vidner, de første i Enrum, under „alvorlig Formaning“ til Sandheds Bekjendelse, efter Omstændighederne ledsaget af „passende Trusler“, og stundum vel ogsaa af Pinsler til at bekjende; se Dipl. Norv. III. 255 (fra 1348) og 981 (fra 1492); V. 1056 (fra 1529). – Indicier faar større Indflydelse, navnlig ved Spørgsmaalet om Nægtelsesedens Anvendelse. Den inkvisitoriske Proces førte ligefrem med sig, at det maatte blive Rettens Sag efter de øvrige Oplysningers Stilling at afgjøre, hvorvidt Eden skulde anvendes eller ikke, og at følgelig, lige saa lidt som den Sigtede ubetinget kunde fordre Adgang til at frie sig med sin Ed, saaledes kunde heller ikke den blotte Sigtelse i og for sig være nok til at paalægge ham Ed; men hertil udfordredes en grundet Mistanke, saa at den Anklagede uden videre blev at frifinde, hvor aldeles intet Bevis var fremkommet mod ham; jfr. Dipl. Norv. V. 862 (fra 1469) og IV. 1013 (fra 1492). Paa denne Maade anvendtes Benægtelseseden ved de gejstlige Domstole (purgatio canonica; jfr. c. 19 X. de accus., 5. 1; c. 5, 10 X. de purg. can., 5. 34; c. 12 X. de prob., 2. 19, og c. 36 X. de jurejurando, 2. 24). – Det næste Skridt maatte da blive, at man ogsaa tillod sig at udfylde et i sig selv utilstrækkeligt direkte Bevis ved Hjælp af Indicier, og derpaa at fælde den Anklagede, uden at stæde ham til Ed. Derimod gik man aldrig saa langt som til at fælde Nogen paa et ublandet Indiciebevis, jfr. Dipl. Norv. V. 960 (fra 1493). – Paa samme Tid har man vistnok ogsaa,
- ↑ Jfr. Biener, Geschichte des Inqvisitionsprocesses, S. 38–60; Aubert i Ugebl. f. Lovk. IV. S. 242–46; Rosenvinge i Kirkehistoriske Samlinger I. S. 31 fgg.; Kreüger i Naumans Tidskrift f. Lagsk. XVIII. S. 641 fgg. og XX. S. 129 fgg.
