Forbehold af Regres for det Tilfælde, at den Tabende sednere kunde bevise at have lidt Uret ved Dommen. Saadan Adgang til at gjenoptage en paadømt Sag, ansaa man nu som ene egnet til „Landet med Trætter af forfylde“’ og slige Domme blev derfor forbudte ved Fr. 15 Marts 1633 § 5, gjentagen i Reces 1643, 3–21. Kilde til Lovb. 1–5–12.
Forfølgningen ved Overinstanserne foregik ganske som et selvstændigt Søgsmaal i første Instans mod den tidligere Dommer og Domhaveren. Den første behandles altid som Hovedmodpart, „fordi han har gjort Klageren Uret ved sin Dom“, – og han tager altid til Gjenmæle, idet „han formener med sin Dom ingen Uret at have gjort, men at den bør staa ved Magt“. Efter Dommerens Død maa hans Arvinger svare til hans Domme. Man finder endog, at Underdommeren selv er optraadt som Appellant for Herredagen, paaankende den Lagtingsdom, hvorved hans Dom er forandret.
En Følge af den selvstændige Karakter, som Retsforfølgningen for Overdomstolene havde, var det fremdeles, at man ikke kunde appellere nogen Dom, førend man havde efterkommet den (M. L. I. 6), da man jo ellers ikke kunde beklage sig over at have lidt Uret ved Dommen. I modsat Fald bliver Appellanten, hvis han taber, tillige idømt Bøder for Domrov. Vinder Appellanten derimod Sagen, bliver det forsaavidt uden Indflydelse, idet Dommen i saa Fald altid gaar ud paa, at „den underordnede Dom ikke skal komme Appellanten til Skade“.
Nogen bestemt Termin, inden hvilken den underordnede Rets Dom maatte appelleres, blev først foreskreven ved Fr. 17 April 1636, gjentagen i Reces 1643, 3–23, Kilden til Lovb. 1–6–12 til 15, der anordnede, at Kommissariers og Lagmænds Domme skulde være appellerede inden 3 Aar efter Dommens Forkyndelse; men hvis Dommeren inden disse 3 Aar døde, skulde de, som vilde stevne hans Arvinger, udtage Stevning i det sedneste inden Aar og Dag efter Dommerens Død. Fra disse Terminer forbeholder imidlertid Kongen sig at dispensere, hvorhos det tilføjes, at ingen Præskription gjælder, hvor Appellanten ikke klager over Dommen selv, men alene paastaar, at Modparten har erhvervet den ved Svig. – Ved
