1664), at dertil ikke maa indstevnes Sager, „som ikke tilforn har været ordelet af Lagmanden og Lagrettet til Hjemting“. – At Sager, som angik fast Ejendom, altid først maatte behandles ved Hjemtinget, var en Følge af deres egen Natur, og siges ligefrem i Loven (M. L. VII. 24. Chr. IV. L. 22 o. fl.). Men for andre Sager blev det egentlig først ved Lovb 1–2–3, jfr. 1–6–8 til 10, som almindelig Regel paabudt at de altid først skulde være paakjendte ved Hjemtinget, og saaledes Lagtinget gjort udelukkende til Appel-Tribunal.
Den frie Adgang til ved Søgsmaal for højere Ting at søge Oprejsning for den formentlige Uret, man havde lidt ved det lavere, har vistnok bevirket, at man ikke saa ofte søgte at vinde sin Ret gjennem nyt Søgsmaal ved samme Ting, og har saaledes efterhaanden bidraget til at befæste den Anskuelse, at ingen Dom kan rokkes i sit Resultat uden gjennem Indstevning til højere Ret. – I sig selv maatte det ogsaa altid stille sig mindre sandsynligt, at et modsat Resultat, selv paa nye Oplysninger, skulde være at vinde ved den samme Domstol, som før havde udtalt sig i Sagen, og, som – tidligere bemærket, er det i det mindste tvivlsomt, hvorvidt der var Adgang til at erhverve en ny Dom, naar ikke nye Oplysninger var tilvejebragte. Ved det højere Ting faldt disse Vanskeligheder bort, og denne Vej var heller ikke forbunden med synderlig større Besvær og Bekostning end hin. Hvor den tidligere Dom var afsagt ved Lagtinget, udsatte saavel sagsøgeren som Lagretsmændene sig for Ansvar efter Tingfarebolkens Kap. 5 og 6 ved at søge den tilsidesat paa anden Maade end gjennem Indstevning for Herredagen, hvis de nye Oplysninger ikke var fuldkommen afgjørende. – Saaledes gjorde efterhaanden den Anskuelse sig gjældende, at den Afgjørelse, et Forhold har faaet ved en Dom, altid er endelig, „saalænge Dommen staar ved Magt“. Og da maatte ogsaa den Anvisning paa nyt Søgsmaal, som laa i den ældre Klausul: indtil anderledes bevises m. v., opfattes, som om Retten skjød Sagen fra sig istedetfor at paadømme den, – altsaa som en grov Pligtforsømmelse fra Dommerens Side; istedetfor at den efter den tidligere Opfatning aldeles ikke direkte berørte Dommene Retskraft, men alene indeholdt et
