Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/401

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Da Tingmændene i den engere Samfundskreds tillige svarede som Parter under Tinget for den videre, laa heri, trods Tingenes sideordnede Stilling, Spiren til et virkeligt Appel-System, idet den tabende Part kunde indstevne dem, der havde afsagt Dommen, til som Parter at stande ham tilrette for den Uret, han derved formente sig at have lidt, hvilket Søgsmaal selvfølgelig alene kunde anlægges ved Tinget for den videre Kreds. Herved blev vistnok lige saa lidt, som naar den Tabende anlagde ny Sag mod den Vindende ved samme Ting paa nye Oplysninger, den ergangne Doms Retskraft suspenderet; men Sagen gik dog i begge Tilfælde ud paa at erholde dens Rigtighed undersøgt og dens Virkninger ophævede, idet Dommen i den nye Sag, hvis Klagerens Paastand vandt Medhold, gik ud paa, at den ergangne Dom „ikke skal komme ham til Skade“. Det højere Ting optræder saaledes virkelig som Over-Instans over det lavere. – Ved Siden heraf omtaler vistnok endnu Magnus Lagabøters Lov Henskyden til Lagtinget af de Sager, der paa Grund af Meningsforskjel ved Hjemtinget ikke der havde kunnet finde Afgjørelse (þingskot); men det er sandsynligt, at dette sjældnere er indtruffet, idet man har foretrukket at lade de Sager, hvori Meningsforskjel lod sig formode, afgjøre ved Lagmandens Orskurd, eller ogsaa anlagt dem umiddelbart ved Lagtinget. I ethvert Fald er denne Skjelnen mellem Sager, i hvilke der ved Bygdetinget herskede Dissens, og som følgelig maatte henskydes til endelig Afgjørelse ved Lagtinget (altsaa med suspensiv Virkning), – og enstemmige Bygdetingsdomme, der alene kunde indbringes til Lagtinget til Underkjendelse af den tabende Part, efter at han havde fyldestgjort Dommen, som Klage over den derved lidte Uret (altsaa uden suspensiv Virkning), forsvunden i det 16de Aarhundrede, da Bygdetingene var blevne regelmæssige Domstole, hvor Tingalmuen i Virkeligheden ingen Stemme havde med i Dommen, og en bestemtere Instansfølge havde udviklet sig. Ti kun paa den Maade vilde de gjentagne Forbud mod, at Bygdetinget viser Sagerne fra sig til Lagmanden (Fr. 3 Febr. 1579, 16 Aug. 1590 og 21 Juli 1591 Art. 4) være at forklare.

Den Revisionsmyndighed, som M. L. I. 4 og 11 og B. L.