havde dissenteret. Paa Haalogaland og i Naumdølafylke var Halvfylkes-Tinget første Instans, hvorfra Sagen rimeligvis gik til Tinget for det samlede Fylke, og derfra til Frostatinget; maaske har paa lignende Maade i Nordmøre og Romsdal Sagerne først været anlagte ved Skibrede-Ting, og er derfra gaaede til Fylkesting, og derfra til Frostating. – Paa Oplandene anlagdes sagerne ved Halve- eller Tredjings-Ting (efter som Fylket var delt i Halver eller Tredjinger), og gik derfra til Fylkesting eller, som det ogsaa kaldtes, ályktar-þing (Afgjørelsesting); derfra kunde Sagen skydes til Trefylkers-Ting d. e. Eidsivatinget. – I de Landskaber, der stod udenfor Lagdømme-Inddelingen (det nordlige Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen samt rimeligvis ogsaa Gudbrandsdalen), maatte naturligvis Afgjørelsen paa Fylkestinget altid være endelig.
Hvorledes det gik til, naar der ogsaa paa Lagtinget fandt Meningsforskjel Sted, er intetsteds sagt. Sandsynligvis har man, ligesom paa Island, altid forkyndt Lagrettens Majoritets Dom, naar den var samtykket med Vaabentag af de øvrige Nævndermænd, som enstemmig Lagtingsbeslutning. Dette Samtykke af Nævndermændene udenfor Vebaandene var vistnok altid enstemmigt i Formen, hvor Tinget gik fredeligt af, idet en Minoritets Dissens ikke vel kunde gjøre sig gjældende. Og i Tilfælde af større Meningsbrydninger har sandsynligvis Sagerne maattet henstaa uafgjorte til et følgende Ting. – Ifølge M. L. I. 4 (jfr. F. L. I. 2 og X. 30), hvor det udtrykkelig siges, at Lagretsmændene paa Lagtinget endelig skal paakjende alle de Sager „som did er henskudte med ret Tingskud“, var, i Tilfælde af Dissens inden Lagretten, den Mening Dom, hvorfor Lagmanden erklærede sig. – I Byerne gjorde efter B. R. 102 altid Pluraliteten Udslaget paa Bymøderne, og i Tilfælde af Stemmelighed sejrede de, som vilde bekræfte sin Dom med sin Ed. – Ifølge B. L. VII. 15 var Bymødets Dom endelig, hvis alle Mødesmændene tilligemed Lagmanden, Sysselmanden og Gjaldkeren deri var enige; men i Tilfælde af Dissens kunde Sagen skydes til Lagtinget, og derfra, hvis der inden Lagretten var Dissens, til Kongen og hans Raad[1].
- ↑ Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen indtil 1814, S. 64–66.
