tingstider vilde som oftest komme i Strid med den foreskrevne Hurtighed i Forfølgningen.
I visse Sager var det imidlertid en Nødvendighed at anlægge Sagen umiddelbart ved det højere Ting. Saaledes ser man af Sigurd Hranessøns Proces, at Kongen alene kunde sagsøges for Lagtinget, og at en Lændermand ikke kunde søges for Heredstinget, – hvilket var en ligefrem Følge af, at han efter den ældste Ordning, som Herser, selv var Heredets Forstander. Og paa samme Maade kunde Søgsmaal mod Tingmændene som Helhed naturligvis ikke forelægges Tinget selv til Afgjørelse, men maatte gaa umiddelbart til et Ting, hvorfor de sagsøgte Dommere svarer som Parter, nemlig til Fylkes- eller Lagting.
Som Regel forudsætter alle Lovene, at Sagerne anlægges hjemme i Bygden, eller ved Bymøde, G. L. 35 og 266; F. L. X. 30[1], jfr. XIV. 7; Eidsl. N. gl. L. II. S. 523. – Blev Tingmændene enige, var Sagen dermed afgjort; i andet Fald kunde den efter Gulatingsloven skydes til Fylkesting (undir úthéraðs-menn); men fra dette kun, dersom en Fjerdepart af Tingmændene dissenterede, til Lagtinget (þingskot). – I det egentlige Trøndelagen, hvor Fylket dannede den engeste Tingkreds, anlagdes Sagerne for Fylkestinget, og gik derfra til Tofylkestinget, derfra til Firefylkestinget og derfra til Lagtinget (Øreting eller Frostating). Her var det altid Betingelsen for, at en Sag skulde kunne skydes til højere Ting, at en Fjerdepart af Tingmændene paa det lavere, herunder ikke medregnet Parternes Beslægtede og Besvogrede,
- ↑ F. L. X. 30: Mál hvert þeirra, er allir fylkismenn eru á eitt (sáttir), þá skal þat hvergi rjúfa, er þeir dœma løg um þau mál øll, er þeir eigu um at dœma, þó at frá hverfi bauggildis-menn ok nefgildis-menn eða námágar. En ef frá hverfr fjórðungr manna eða fleiri þingmanna réttra, þá skal bera þingrof aptr á þing, ok skjóta máli til tveggja fylkna-þings; en þó at engi beri þing aptr, þá er engi búandi sekr, er af þingi gékk með hánum. En ef menn verða eigi sáttir á tveggja-fylkna-þingi, þá skal skjóta til fjøgurra-fylkna-þings; en ef þeir verða eigi þar sáttir, þá skal skjóta til átta-fylkna-þings: hafa þat þar, er allir verða á sáttir ok í løgréttu kemr. Nu er fylkit skipat í sundr, þá er svá mælt, at svá skal standa mál þeirra sem fylkismanna allra.
