Dommen i en Rettergangstrætte var, som enhver anden Folkebeslutning, et Udtryk for Samfundsviljen, hvis Gyldighed ikke kunde være afhængig af, hvorvidt de Overvejelser, af hvilke den var fremgaaet, ogsaa ved nærmere Undersøgelse holdt Prøve. – Kun den i den nyere Lovgivning anordnede Revision af Lagmandens Orskurd og Lagtingets Domme (M. L. I. 4 og 11; B. L. VII. 15) var i sit Væsen en virkelig Prøvelse af Afgjørelsens Rigtighed, bygget paa Grundsætningen: at Kongen er Lovens øverste Vogter.
Til en rettelig fældet Dom hørte imidlertid, at den var enstemmig, eller idetmindste afsagt med en saa overvejende Stemmeflerhed, at de Dissenterende ganske overdøvedes; i modsat Fald var den ikke noget sandt Udtryk for Samfundets Overbevisning, og følgelig ingen Dom; i dette Tilfælde var der ingen anden Udvej end at forsøge, om ikke et Resultat kunde naaes ved at gaa til Tinget for den videre Kreds. Men Lovene forudsætter ogsaa, at Dissens mellem Tingmændene vanskelig kan indtræde uden Pligtforsømmelse fra disses Side; det betegnes i G. L. 266 som „løgran“; i F. L. X. 30 som „þingrof“, og det tabende Parti belægges med Bøder for „misdœmi“, eller maa aflægge Ed paa, at de har dømt efter sin bedste Overbevisning (F. L. Indl. 16; M. L. VII. 25). – Denne Opfatning, der stemmer med, hvad der gjaldt om Vidner, hvis Forklaring tilsidesættes, var ogsaa ganske konsekvent, saa længe Notorietet er Retsafgjørelsens Grundlag og Loven forudsættes hvilende i hver Mands Bevidsthed.
Medens saaledes de forskjellige Ting hvert for sig havde fuld Kompetens til endelig at afgjøre enhver det forelagt Sag, og der altsaa i og for sig intet var til Hinder for at stevne sin Sag umiddelbært ind for Fylkes- eller Lagtinget, – var dette dog Noget, som vistnok alene skede, hvor enten Sagen var af en særlig vigtig eller vanskelig Beskaffenhed, eller andre særlige Omstændigheder, saasom at Begivenheden netop var foregaaet paa Tinget, eller at det lavere Ting var inhabilt til at dømme i Sagen o. dl., var tilstede Ti kun Heredsting kunde sammenkaldes, naar som helst Nogen behøvede det, og at oppebie de almindelige Fylkes- eller Lag-
