Oplysninger maatte være fremkomne eller ogsaa Adgangen være tabt: „med mindre inden Maanedsdag, inden Aar og Dag anderledes bevises“ o. dl. Det er en Levning heraf, som er kommen ind i Lovb. 5–2–60. – Det Punkt: „at disse Bevisligheder ikke sees at være inddragne udi Dommen“, findes derfor altid paaberaabt som en Hovedgrund, hvor nogen Sag paakjendes med forskjelligt Resultat mod en tidligere Dom.
Havde derimod Klageren ingen nye Bevisligheder at fremføre, er det i alle Fald tvivlsomt, om den samme Domstol nogensinde kunde omgjøre sin Dom. I ethvert Fald forsøgtes denne Vej vistnok kun yderst sjælden. Den regelmæssige Fremgangsmaade, hvor Klageren alene bestred Dommen som velgrundet, var at rette Klagen mod Dommerne selv. Tingets Auktoritet som offentlig Myndighed var ikke til Hinder for, at den tabende Part vendte sig mod Domsmændene med Søgsmaal, „fordi de har gjort ham Uret med sin Dom“, og ad denne Vej forsøgte at vinde Oprejsning.
I ethvert Fald var det nødvendigt at stevne saavel Domhaveren som dem, der havde afsagt den ældre Dom, selv hvor det var paa nye Oplysninger, et andet Resultat søgtes opnaaet. I modsat Fald fremlægger Modparten den ældre Dom med Paastand om, at Sagen dermed er afgjort, – hvilken Paastand altid tages tilfølge, „saa længe hin Dom er ustevnt“. Dette gjælder ligemeget, hvad enten det nye Resultat søges opnaaet ved samme eller ved overordnet Ret.
Om at prøve Rigtigheden af en Doms Resultat gjennem dens Indanke for højere Ret kunde der efter de Gamles Opfatning saavel af Domstolenes Stilling som af Dommens Betydning ikke være Tale. Heredsting, Fylkesting og Lagting stod ikke i Forhold til hinanden som under- og overordnet Instans, men som besluttende Folkeforsamlinger for engere og videre Samfundskredse, der hver for sig med fuld Myndighed endelig afgjorde ethvert Kredsen vedkommende Anliggende.
