Begreb om res judicata var fremmed for den gamle Rettergang, hvis Grundsætning var, at det Resultat, som efter de foreliggende Oplysninger stillede sig for Tingmændene som det rette, i ethvert Tilfælde skulde komme frem. Kunde den Domfældte skaffe nye Oplysninger i Sagen, betragtedes disse følgelig som causæ supervenientes, og han kunde frit anlægge ny Sag mod sin Modpart for samme Ret og, ifald hans Oplysninger fandtes fyldestgjørende, erholde den ergangne Dom forandret. Dette ligger ligefrem i G. L. 116, og i den nys anførte Rb. 1164 (F. L. V. 46, M. L. I. 6[1]) heder det, at, hvis den Domfældte paaberaaber sig, at Sagen har været vrangt fremstillet for Lagretten, maa han vistnok ligefuldt fyldestgjøre Dommen; men har Ret til at stevne sin Modpart til næste Lagting, og her fremkomme med, hvad han har at klage over. Man finder ogsaa stadig Dommene klausulerede med det Tillæg: „med mindre anderledes kan bevises“; – „saalænge N. N’s Bevisligheder staar ved Magt“ o. dl., og noget Spor til den sednere Tids Strenghed, at man forspilder sin Sag ved ikke at fremkomme med sine Indsigelser og Bevisligheder i rette Tid, findes aldrig; en anden Sag er det, at virkelige Erkjendelser og Indrømmelser var uigjenkaldelige. – Den Retsusikkerhed, som maatte blive en Følge af denne frie Adgang til at opnaa et forandret Resultat ved nye Oplysninger, søgte man i den sednere Tid at modvirke ved i selve Dommen at fastsætte en vis Frist, inden hvilken disse nye
- ↑ M. L. I. 6: Ef annarrtveggja frýr á hlut sinn, þá er mál kemr heim í hérað, ok kallar rangt upp borit fyrir løgréttumønnnm, þá skal þó eigi dómi brigða sektarlaustg en hann má stefna hánum næsta ár eptir, er mál á við hann, til løgþingis, ok hefi þá hvárrtveggja sitt mál uppi. En ef mál reynist með sama hætti ok fyrr, þá hefi sá kostnað sinn hálfu aukinn af hinum, er ylfði hann til rangs máls,ok sœki þat sem aðrar fjársóknir. Prófast ok svá, at hinn hafi rangt upp borit fyrir løgréttumønnum, er fyrri dœmdist málit, ok dœmist þá hinum, þá taki sá kostnað sinn hálfu aukinn, en konungr mørk silfrs, ok sœki sem áðr váttar. Ok svá skal hvervitna þar, sem løgmaðr ok aðrir skynsamir menn sjá, at menn verða aflagliga ok rangliga sóttir ok til laga stefndir, eða þing-stefnur eða aðrar laga-sóknir, ok dœmist hánum hvárki fé né eiðar; nema sá, er sótti, sveri fyrir einseiði, at hann hugðist eptir réttu máli sœkja.
