for en virkelig Dommer-Afgjørelse, saasom hvor det gjaldt Fuldbyrdelsen af en Fylkes- eller Lagtingsdom eller et Lagmandsorskurd, eller hvor Retsspørgsmaalet i en vitterlig sag var henskudt til Tinget, men Betaling til det fastsatte Stevne udeblev, maatte Sagsøgeren sammenkalde et Ting alene i den Hensigt at faa den inddreven (atfarar-þing), ved hvilket da blot blev at fremstille Vidner paa den stedfundne Afgjørelse, og derefter Tingmændene tilligemed Kongens Ombudsmand strax begav sig afsted. Eftersom det mere og mere kom i Brug i alle Sager at erhverve Tingsdom angaaende selve Forpligtelsen, maatte saadant særskilt atfarar-þing blive Regelen, og efter M. L. VIII. 3 maatte det blive nødvendigt overalt, da dette Lovsted gav den Domfældte i vitterlig sag en gjentagen Frist af ½ Maaned efter Tinget til at skaffe Betaling. Dette, der dog neppe har været Lovens Mening (jfr. B. L. VII. 13), blev ved Rb. 1280 Art. 16 og 17 igjen forandret saaledes, at Sagsøgeren strax ved det første Ting kunde holde Atfør, naar han havde vidnesfast krævet sin Debitor ½ Maaned i Forveien eller, ved eindagat fé, til den fastsatte Betalingstid. Herved var altsaa den gamle Regel igjen optagen: Tvungen Udsøgning kunde foretages strax, naar skyldneren efter den fastsatte Frist ikke betalte; men selve Betalingspligten maatte altid forud være given, altsaa enten Dom eller Lagmandsorskurd eller Skyldnerens egen Erkjendelse foreligge, eller Sagsøgeren have sine vidner tilstede ved selve Atfarartinget. – Ved Rb. 2 Maj 1313 Art. 7 blev Bøderne for Tingmændenes Nægtelse af at ledsage Retsbestyreren til Atfør forhøjede til ½ Mark.
Ved Atføren udtoges efter de ældre Love, foruden Ransboden til Kongen, Gjældens dobbelte Beløb til Sagsøgeren samt efter G. L. 35 en Tillægsbod til denne af 6 Ører for vanskelig Erholdelse (at harða-fangi). Efter M. L. VIII. 3 skulde alene Gjældens Beløb udtages tilligemed fuld Ret og 2 Ører for harðafang til Sagsøgeren og Ransbod (½ Mark) til Kongen. B. L. VII. 12 vil derimod fremdeles, at Gjældsbeløbet skal udtages med det dobbelte, hvoraf Sagsøgeren skal have sit Tilkommende tilligemed fuld Ret, og Kongen og Bymændene det Øvrige (jfr. F. L. X. 17, der for et enkelt
