Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/392

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

melsen i Virkeligheden har Hensyn til Sættarstevnet, jfr. F. L. V. 9, og Magn. Erls. Rb. F. L. V. 46, G. L. 32, der ligeledes sætter 18 Ørers Bod (til Domhaveren) for Brud paa Sættarstevnets Afgjørelse i ringere Sager. Endvidere sætter F. L. V. 46 en Bod af 18 Ører, halvt til Kongen og halft til Tingmændene, for ikke at efterkomme Lagtingets Dom; men da denne Bestemmelse ikke er tilføjet i G. L. 32, bliver det usikkert, om den oprindelig har tilhørt Retterboden af 1164. At Meningen ikke kan have været at forandre Regelen i X. 24, synes at fremgaa af Rb. 1244, F. L. Indl. 16, der fremdeles sætter 3 Marks Bod for ikke at efterkomme Lagmandens Orskurd. – M. L. I. 5 og 10 sætter for at bryde Lagtingets Dom, saavelsom for at bryde Lagmandens Orskurd, en Bod af 4 Mark til Kongen og 1 Mark til Domhaveren, – og samme Bod sætter M. L. I. 8 for Brud paa Domsmændenes Afgjørelse i ringere Strafsager, jfr. IV. 10. Endvidere bestemmer M. L. I. 5, at Bøder for Brud paa Tingordenen, hvis de ikke erlagdes paa Stedet, maatte være betalte inden næste Lagting, da i modsat Fald Boden for Domrov indtraadte. Udenfor disse Tilfælde forfaldt den uefterrettelige Skyldner efter M. L. VIII. 3 ikke i Beder, med mindre han lod det komme til Inddrivelse ved Atfør. – I Arvesager sætter G. L. 121 en Bod af 3 Mark, og M. L. V. 17, B. L. ibid. af 6 Ører for den tabende Sagvolder alene for at have ladet det komme til Rettergang.

Selve Udsøgningen af det Pligtige tilligemed Bøderne i den Skyldiges Bo foretoges af Domhaveren selv med Bistand af Tingmændene, som under Straf af Bøder havde at følge ham, samt under Ledsagelse af Kongens Ombudsmand (atfør). Denne Medvirkning ved Fuldbyrdelsen er i 4den ældre Tid Tingets egentlige Hensigt; det er ikke Dommen, der er Fuldbyrdelsens Gjenstand; men Udsøgningen maa være auktoriseret af Tinget, for ikke at blive ulovlig Selvtægt (G. L. 34); selve Forpligtelsen maatte altid være given, før end Sagen kom for Domstolen. Inddrivelsen foregik i umiddelbar Forbindelse med Paadømmelsen, hvilket Loven ogsaa udtrykkelig tillægger overalt, hvor den foreskriver en Sags Paastevning til Tings. Hvor Fordringen tidligere havde været Gjenstand