klaring, og i VI. 19 (om det fordoblede Landnam), hvor Loven definerer Lovfæstelse ved „Fredlysning“, tænkes den klarlig anvendt i begge Betydninger. – Derhos har Chr. IV. L. indført to nye Anvendelser af Fredlysning uden nogen processuel Betydning, nemlig med Hensyn til Bjørn i Vinterleje (VI. 56, Kilden til Lovb. 5–10–5) og Sælhundskjær (VI. 62, Kilden til Lovb. 5–12–15). Men begge disse Anvendelser hidrører alene fra Misforstaaelse af de ældre Kilder.
Christian d. 5tes Lovbog stillede Forbud sammen med Arrest og bød, at det ligesom denne altid skulde forfølges med Søgsmaal (1–19–22). Heraf blev for det første Følgen, at det alene kunde anvendes lige over for en bestemt Modpart, og at den almindelige Fredlysning lige over for Alle og Enhver ikke længere kunde have nogen Gyldighed udenfor de to nysnævnte udtrykkelig hjemlede Tilfælde: ifølge 5–10–5 og 5–12–15. Forsaavidt Forbudet nedlagdes til Tinge, maatte saaledes nu, efter Regelen i 1–4–1, formelig Stevning være fornøden (jfr. 6–15–9); iøvrigt maatte det falde naturligst, at stile Forbudet mod sin Modpart paa selve Aastædet. – Paa Grund af den Hurtighed i Forfølgningen, som Lovbogen foreskrev, blev dernæst en bestemt Tidsgrænse for Forbudets Virksomhed overflødig, og den gamle Begrænsning til 12 Maaneder bortfaldt derfor. – Med Hensyn til virkningen af overtrædelse bibeholder 1–22–17 fremdeles det fordoblede Landnam, hvor dets Gjenstand er fast Gods; medens 6–15–9 og 15, i Lighed med de ældre Love, sætter Ransstraf for Overtrædelse af Forbud mod Løsøres Forflyttelse.
Da Dommen efter sin oprindelige Mening ikke tilsigtede Afgjørelsen af omtvistede Spørgsmaal, men umiddelbart gik ud paa at skaffe Klageren hans Ret, skulde altsaa enhver Dom ogsaa indeslutte det Idømtes Iværksættelse, i fornødent Fald ved Tvang, og i Virkeligheden stod ogsaa Exekutionen i umiddelbar Forbindelse med Dommen og dannede Slutningsledet i denne. Men ligesom Grundsætningen i første Hen-
