virksomt motiv for den, som havde lovfæstet, og altsaa maatte antages at have størst Interesse i Tilstandens Opretholdelse, til ufortøvet at rejse Sag, og Loven forudsætter derfor paa mange Steder, at den, der har lovfæstet, ogsaa samtidig lægger Femterstevne[1].
Kun i 2 Tilfælde foreskrives ufravigelig, at en bestemt Part skal lovfæste og anlægge Sag, nemlig 1, naar en Lejlænding bestrider den nye til Gaarden flyttendes Ret (F. L. XIII. 1; M. L. VII. 5). Her skal den Lejlænding, som sidder paa Gaarden, lovfæste og lægge Femterstevne, da i modsat Fald den tilflyttende skal have Gaarden. – og 2, naar Nogen paastaar, at en Strækning i Almenning er hans private Ejendom (F. L. XIV. 7; M. L. VII. 61). Her skal denne lovfæste og inden 5 Dage stevne Ting, da Lovfæstelsen ellers taber sin Kraft for den Gang.
Lovfæstelsen vedblev i den følgende Tid uden nogen væsenlig Forandring. Det synes at være blevet brugeligt at lade Lovfæstelse, saavelsom Arrest, udføre ved den kongelige Ombudsmand, hvorved man opnaaede, at Overtrædelse af saadant Forbud paadrog Overtræderen den sædvanlige Brevbruds-Bod. Det siges ogsaa i Anordn. 26 Aug. 1573, at, „al Arrestering eller Forbud (d. e. Lovfæstning), som kgl. Majestæts Byfoged gjør udi Kongens Navn, skal dømmes til 8 Ørtuger og 13 Mark“; jfr. en optegnelse fra 1570, (Paus S. 1040), hvor Boden for (Brud paa) Lovfæstning angives til 4 Mark (d. e. Ransbod), og for Taksætning til 8 Ørtuger og 13 Mark (d. e. Brevbruds-Bod). – At Lovfæstelse anvendtes paa Løsøre, sees oftere.
Chr. IV. L. har uforandret bibeholdt Landslovens Bestemmelser om Lovfæstelse, og som Forklaring til det gamle Ord tilføjet snart: „eller Forbud“, snart: „eller Fredlysning“, – almindeligvis det første, naar Lovfæstelsen omhandles lige over for en bestemt Modpart, og det sidste, naar den tænkes rettet mod Alle og Enhver. Men det sees tydelig, at Loven ikke hermed har villet skjelne mellem 2 forskjellige Institutioner; paa flere Steder tilføjes der heller ikke nogen For-
- ↑ Jfr. Hertzberg, Proces, S. 51.
