umiddelbart paa Tingen, og sigtede til at bevare Sagsøgerens Ret til denne uforstyrret[1].
Lovfæstelse kom i Regelen kun til Anvendelse ved fast Gods; skjønt det synes, at den har kunnet benyttes for enhver Ting, hvori en Anden havde en retlig Interesse, F. L. Indl. 21, VIII. 16, IX. 28, XIII. 21. Men i ethvert Tilfælde maatte den Interesse, som derved skulde beskyttes, knytte sig umiddelbart til Tingen, om den end ikke behøvede at være nogen tinglig Ret. For almindelige Fordringer var Lovfæstelse ikke anvendelig, og naar det i alle Lovene foreskrives, at Jorddrotten til Sikkerhed for sin Landskyld kan lovfæste Lejlændingens Avling (G. L. 72, F. L. III. 20, XIII. 1 og 26; M. L. VII. 1 og 4, jfr. 25), da har dette sin Grund deri, at Landskylden ikke betragtedes som et blot personligt Gjældskrav, men som hæftende paa Jordens Afkastning, saa at Jorddrotten betragtedes som den egentlige Ejer af Jordens Frembringelser, indtil Brugeren tilhjemlede sig dem ved Landskyldens Erlæggelse (landskyld heimilar lóð, jfr. Retshist. I. 286–87). – Ved Løsningssøgsmaal omtales imidlertid aldrig Lovfæstelse, og foreløbige Retsmidler synes heller ikke ret anvendelige i deslige Sager. Heller ikke nævnes Lovfæstelse nogetsteds i Bylovene undtagen B. R. 98 Slutn., der alene ved en Afskrivers Uopmærksomhed er indkommen fra F. L. III. 20. I B. L. VI. 6 nævnes tak som anvendeligt imod den, som bygger paa anden Mands Grund, og det er antageligt, at man i Almindelighed har behandlet Søgsmaal angaaende Kjøbstadgrund som rent personlige.
Forskjellige fra den egentlige Lovfæstelse er de Protester mod retsstridigt Forhold, som Lovene stundum omtaler; saaledes i G. L. 81, M. L. VII. 40 mod at lade Kvæget gaa forlænge i Hjemhavnen; G. L. 88, M. L. VII. 16 mod at bortbygsle Odelsgods til Fremmede; G. L. 82, F. L. XIII. 18, M. L. VII. 31 mod at holde vanefuldt Kvæg; B. L. VI. 13 mod at leje Hus af den, som ej vil opfylde sine kommunale
- ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 49–52 og 61–64; Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 59–61; v. Amira, Vollstreckungsverfahren S. 240–42 og 316–17.
