Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/381

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

fé, festa dóm, festa eið, festa járn). Var Sagvolderen en løs og ledig Person, kunde sagsøgeren, hvor han traf ham, æske Borgen for, at han skulde lade sig finde i sit opgivne Hjem, naar Krav eller Kvada skulde fremsættes (brautar-tak, tak til heimilis), og i Mangel heraf føre ham bunden med sig hjem (G. L. 102; F. L. III. 20, X. 26, 27, 31, XVI. 2; B. R. 14, 50: B. L. VII. 24). For bosatte Folk maatte derimod Opfordringen til at stille Tak fremsættes i deres Hjem, og Forpligtelsen gik ud paa at være tilstede ved og underkaste sig Dommen. – Var Fordringen vitterlig; og Sagvolderen ved Kravet „fæstede Gods“, maatte Forpligtelsen selvfølgelig gaa ud paa Betaling til den vedtagne Termin (fjár-tak), B. R. 52 og 98; B. L. VII. 12 og 13. Var den ikke vitterlig, hvor Sagvolderen altsaa „fæstede.Dom“, kunde den alene gaa ud paa at underkaste sig Rettergang (laga-tak), og følgelig møde ved de forskjellige Rettergangshandlinger, altsaa efter disses forskjellige Beskaffenhed: tak til dóms, til móts, til stefnu, til løgmanns, se de ovenanførte steder, jfr. B. R. 6, 14, 26, 44, 45, 108, 120, 126, 134 og 135; B. L. VII. 10, 5, 9, VI. 6, 10, 17 o. fl. Hvor Sagvolderen derpaa „fæstede Ed“, gik Forsikringen ud paa, at Eden skulde blive rettelig aflagt (eiða-tak), B. R. 23 og 50, jfr. 46 og 96, hvilket igjen nærmede sig fjártak; ti hvis Eden ikke aflagdes, dannede Edfaldet en vitterlig Forpligtelsesgrund. Eidsivatingsloven (NgL. II. S. 523) nævner paa samme Maade tak til járns, hvor Afgjørelsen skulde bero paa Gudsdom.

Vægrede Sagvolderen sig modvillig for at stille Bergen (fœra tak), forfaldt han i en Bod af 3 Mark, hvorhos Sagsøgeren var berettiget til at bemægtige sig saa meget af hans Gods, som Fordringen udgjorde. Var Sagvolderen saa fattig at han ikke formaaede at stille Borgen, forfaldt han vel ikke i Bøder, med mindre han afhændede eller forflyttede sit Gods; men sagsøgeren var berettiget til at tage ham i fængslig Forvaring. Paa Landet var den, som ejede fast Gods eller Skib, fritagen for at stille Borgen, men var da under samme Ansvar forbunden til ikke at afhænde eller forflytte sit Gods. I disse Tilfælde synes Sagsøgeren at have haft Panteret i det taksatte Gods, og kunde i Tilfælde af dets ulovlige