det aavirkede Gods efter sagens Anlæg. – G. L. 34 sætter derimod for selvtægt alene Ransbod.
Andre Tilfælde, hvori overtrædelse af de processuelle Forskrifter medførte Tab i sagens Realitet, omtales ikke i vore Love, og det kan maaske antages, at Procesfejlen udenfor disse Tilfælde ikke har haft anden Virkning, end at den paabegyndte Forfølgning eller det iværksatte Processkridt blev spildt. – Ved Fr. 2 Maj 1629 blev det foreskrevet for Odelssager, at enhver Fejl, hvorved søgsmaalet spildtes, ogsaa skulde medføre Rettens Tab. – Erindres kan ogsaa for den ældre Tid Sigurd Jorsalfarers Proces med Sigurd Hranessøn, hvor vistnok Sagens Tab tilsidst blev en Følge af dens 3 Gange gjentagne Anlæg ved urigtige Ting; men hvor det ogsaa af Beretningen kjendelig fremgaar, at dette ikke skede ifølge noget udtrykkelig gjældende Lovbud, men alene fordi de Lovkyndige i det givne Tilfælde fandt det rimeligt, at der maatte være en Grænse for, hvor ofte en Sagsøger skulde have Adgang til at trække sin Modpart fra den ene Domstol til den anden.
Som foreløbige Retsmidler, sigtende til at betrygge dem, som paa lovlig Maade forfulgte sin Ret, mod dennes Krænkelse i den Mellemtid, Forfølgningen varede, anvendte vore ældre Love i Strafsager saavelsom i Sager angaaende Penge og Gods Borgen (tak), og i Sager angaaende fast Ejendom Forbud (løgfesta).
Oprindelig synes der i Norge, ligesom i andre germaniske Lande, at have gjældt den Regel, at Sagsøgeren paa ethvert af Processens Trin kunde kræve Borgen af sin modpart (æsta hann taks) for, at han skulde blive tilstede og efterkomme Rettens Dom[1]. Dette antydes ogsaa ved Ordet „fæste“ (i de gamle tydske Love: adhramire), hvormed alle retslige Erklæringer fra den Indstevntes Side betegnes (festa
- ↑ Jfr. Forel. over Retshist. I. s. 327–30.
