Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/38

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

muekonfiskation, saasom i M. L. III. 3 og 5. IV. 11, X. 1; men iøvrigt gjælder nu overalt som Regel, at alle Sager, som kan, ogsaa skal afgjøres ved Bøder. Naar det alligevel paa nogle Steder heder, at Fornærmeren skal fare utlæg, hvis han ikke vil bøde, saasom for Legemsfornærmelse (M. L. IV. 19), for Hor (IV. 25), da viser Lovstederne selv, at dette alene er en Talemaade, og at det ogsaa i dette Tilfælde er Kongens Ombudsmand, der bringer den subsidiære Straf i Udøvelse. Enkelte Steder staar útlegð igjen som en Levning fra de ældre Kilder, medens Straffen i Virkeligheden er Bøder, saasom M. L. IX. 5, hvor der menes en Bod af 4 Mark, jfr. Kap. 7 og Kilden, G. L. 254. Paa samme Maade er vistnok Slutningsbestemmelsen i M. L. IV. 25, der tillader Blodhævn for gjentaget Hor, alene ved Uopmærksomhed indkommet i enkelte Afskrifter i Landsloven fra F. L. XI. 14; medens dette Tillæg mangler saavel i det tilsvarende Kap. 26 af Byloven som i Parallelstedet i G. L. 32. – Endelig undergik Bødesystemet i den nye Lov den gjennemgribende Forandring, at den personlige Ret ikke længere var bestemt alene i Forhold i Vedkommendes Stilling i Samfundet, men for hvert enkelt Tilfælde skulde bestemmes ved Skjøn af 6 eller 12 af Lagmanden eller Sysselmanden opnævnte Mænd efter Sagens samtlige Omstændigheder, ligesom Landnamet skulde rette sig efter Aaværkets Størrelse indtil et efter den Fornærmedes Stand afpasset Maximum (M. L. IV. 12 og VII. 20 jfr. 48). Ogsaa Bøderne til Kongen for Legemsfornærmelser er nu bestemte efter Fornærmelsens egen Beskaffenhed, istedetfor at Saarbøder tidligere rettede sig efter Fornærmerens Stand (M. L. IV. 19); og hvor Domsmændene paa Grund af formildende Omstændigheder nedsætter Boden til den Fornærmede, loves der udtrykkelig i Kap. 20, at Bøderne til Kongen skal eftergives i samme Forhold. – Iøvrigt maatte den almindelige Reduktion af de offentlige Bøder til Tredjedelen af deres tidligere Størrelse uundgaaelig bidrage til at forstyrre Systemet med absolut lovbestemte Bøder, da de reducerede Satser, især under Pengenes stadig synkende Værdi, hyppig maatte vise sig ganske upassende.

De mærkelige Forskrifter i M. L. IV. 17, der vistnok