lovfæstet, føre sine Vidner først; men Sagerne skal paadømmes undereet, og hvis hin æsker Dom, førend Modparten er kommen tilorde og har faaet sine vidner førte, har han tabt sin Sag. – G. L. 120 og M. L. V. 16, B. L. ibid. sætter Rettens Tab som Følge af at søge sin Arv i et andet Fylke end der, hvor den er falden, eller en paa Landet falden Arv efter Kjøbstadret eller omvendt; Grunden til denne Strenghed maa være, af Besidderens Adgang til at skaffe Beviser for sin muligt bedre Ret derved tænkes at blive vanskeliggjort. Frostatingsloven og Bjarkøretten har intet Tilsvarende, og efter Chr. IV. L. er det alene en Afvisningsgrund. – I F. L. V. 12[1], hvortil intet svarende findes i de øvrige Love, synes det at være Meningen, at den, der i Mandhelg-Sager stevnede Ørvarting, hvor han skulde have stevnet almindeligt Ting, havde tabt selve Sagen; rimeligvis fordi Ørvartinget forudsættes at medføre en for den sigtede byrdefuldere og mindre betryggende Afgjørelse, og derfor alene skulde stevnes i de lovbestemte Tilfælde. – Derimod er det neppe Meningen i F. L. III. 20, at Sagsanlæg paa forbudte Tider skulde medføre andet end Søgsmaalets Afvisning (fyrirfarit sókn sinni), jfr. G. L. 37 og 266, der udtrykkelig siger dette (sókn hans er únýt sú er hann hafði þá upp hafða). I samme Lovsted siges det om Indstevnte, at, hvis han i Mellemtiden forrykker eller bortfører sit taksatte Gods, kan han søges som for vitterlig Gjæld; men heri ligger dog ikke med Nødvendighed, at han ogsaa har tabt sine Indsigelser mod det oprindelige Søgsmaal. – Endelig mærkes, at F. L. X. 1 og B. R. 44, 45 og 155 sætter Rettens Tab som Straf for Selvtægt, og F. L. XIII. 13[2] for, naar Lovfæstelse er skeet, at bortføre
- ↑ Ef þar skerr ør, sem þingsboð skyldi, þá varðar þat búendum ekki; en hinn firðan sik liði manna. En þó at bœndr siti heima um þat þing, þá varðar þeim þat alls ekki; en hinn hefi fyrirfarit sókn sinni at heldr, ef menn vilja mæla um.
- ↑ F. L. XLII 23: Ef hvárgi leggr fimterstefnu, ok festa báðir þeir løg fyrir, eða annarr einn, þá ef á yrkir undir lagakefli, ok leggr fimtarstefnu, þá hefir sá fyrirtekit sókn sinni, ok gjaldi ránbaug konungi en hinum landnám silfrmetit. er jørð á. En alt þat, er maðr yrkir, akr eða eng, til fimtarstefnu, ok fœrir eigi undan lagakefli, þá sekir hann sik eigi.
