have været Regel Fraregnet de forskjellige Præskriptionsbestemmelser, som dog ikke egentlig hører hid, da Rettighedens Tab ikke er virkningen af Fejl ved Forfølgningen, men netop af manglende Forfølgning. – synes Lovene at have skjelnet saaledes at selve Sagens Tab alene indtraadte, hvor Fejlen antoges at have en svigagtig eller modvillig Karakter. Foruden hvad ovenfor er sagt om Virkningen af Udeblivelse, kan især mærkes Bestemmelsen i G. L. 37, at, hvis sagsøgeren satte inhabile Personer i Skilledommen, og ikke, naar disse blev forskudte af Modparten, havde andre at sætte istedet, var Forfølgningen spildt (dómr únýtr); men havde han sat en Lændermand eller Lændermands Søn eller kongelig Aarmand i sin Dom, var han dómflogi og skulde aldrig mere eje Oprejsning paa Sagen. I Overensstemmelse hermed maa da vistnok ogsaa F. L. X. 16[1] forstaaes, og ligeledes maa det vistnok have været Lovens Mening, at den, der som Retsfuldmægtig benyttede en Overmand af sin Modpart, havde tabt sin Sag (F. L. X. 29 og 36; B. R. 160; jfr. G. L. 47 og M. L. VIII. 8, B. L. 10). Endvidere foreskriver G. L. 37 Sagens Tab for den Part, som spildte Skilledommen for sin Modpart ved at lade sine Domsmænd gaa bort, førend Sagen var tilende; jfr. 267, der netop anviser denne Fremgangsmaade, hvor den Indstevnte nægter at være ret Sagvolder; men tillige, hvis denne hans Indsigelse findes urigtig, til Straf frakjender ham Retten til siden at tage til Gjenmæle. Paa samme Maade bør da vistnok ogsaa F. L. X. 11 forstaaes, naar en Parts Domsmænd udebliver fra Skilledommen, saavelsom X. 15, naar nogen af Domsmændene rejser sig af Væddedommen eller undslaar sig for at vædde má er þeim fallin sókn; þeir eru felldir at máli). – Fremdeles bestemmer F. L. V. 7 og 8, at hvor tvende Parter gjensidig sagsøger hinanden for Legemsfornærmelse eller for ulovligt Aaværk, skal den Part, som først havde stevnt Ørvarting, eller først
- ↑ Eigi skal lendrmaðr koma til dóms, ok eigi á Þann bœ, er dómr er á, nema hann fari at gøtu sinni; en ef hann kemr, þá fari þeir báðir til, sœkjandi ok verjandi, ok visi hánum á braut. En ef annarrtveggja nemst, þá hefir sá fyrirfarit sókn sinni. Ok eigi skal lendrmaðr koma á fimtarstefnu heldr en í dóm, nema hann sœki sitt mál eða veri.
