I Løbet af det 16de Aarh. gjorde imidlertid den fra den danske Ret hentede Regel sig gjældende, at den udeblivende Indstevnte tabte sin Sag, – hvilket dog ikke vil sige andet, end at Sagen endelig paadømtes efter de af Sagsøgeren fremlagte Bevisligheder. Dette sees stadig at være skeet paa Herredagene. I Formen fremkom saaledes Overensstemmelse med virkningen af Udeblivelse fra Sagsøgerens Side; jfr. Kold. Reces 1558 Art. 5, – hvorefter den udeblivende Sagvolder skulde „have tabt Sagen til saalænge han vil møde“, og den udeblivende Sagsøger „havde tabt Sagen til den stevnes lovlig igjen“[1]. Men at man dog bar følt, at det i Virkeligheden var noget Andet, viser sig noksom af de idelige Formaninger om at møde. Ved Siden heraf vedblev de lovbestemte Bøder, ligesom den Udeblivende altid ilægges Kost og Tæring til Modparten. – At det ikke var Meningen, at Sagsøgerens Paastand udenvidere skulde tages tilfølge, skjønnes deraf, at man stundum finder, at Sagen er bleven udsat, for at tilvejebringe begge Parters Møde, saasom i Tilfælde, hvor Dommerne ikke ret kan forstaa Sagen; eller ikke har Tid, i hvilke Tilfælde Følgen af Indstevntes Udeblivelse alene er Bod for Stevnefald samt Kost og Tæring til Modparten.
Med Hensyn til virkningen af andre Anstød mod de processuelle Forskrifter er Lovenes Bestemmelser noget uklare, idet der oftere siges, at den Fejlende har spildt sit Søgsmaal (fyrirfarit sókn sinni, af sókn sinni, sokn hans únýt), men uden at det kan sees, hvorvidt Meningen alene er, at den ulovskikkede Forfølgning er spildt, eller om tillige selve Sagen er tabt. Saa meget kan dog med Sikkerhed skjønnes, at de gamle norske Procesregler i dette Stykke har været temmelig milde, og navnlig langtfra saa strenge som de islandske, der endog belægger saadanne Anstød med offentlig Straf. – Paa nogle Steder tilføjer de norske Love udtrykkelig, at den Fejlende har tabt selve Sagen (fyrirfarit sókn sinni ok eigi aldrigi uppreist þess máls síðan); men selve dette Tillæg vidner tillige om, at denne kvalificerede Virkning ikke kan
- ↑ Jfr. Rosenvinges Retshistorie II. S. 198 og gl. danske Domme I. S. XXV. og II. S. XXV. – Bjelkes Anm. 5 til Chr. IV. L. I. 9.
