Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/369

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kyndelsen skede for Sagvolderen personlig afhang af Sagens Beskaffenhed. I Drabssager synes det altid at have været fordret, at den Sigtede personlig skulde være varslet (jfr. G. L. 151 og 156[1]; F. L. IV. 7 og 56); men ellers var det tilstrækkeligt, at Stevnemaalet forkyndtes i hans Hjem, da hans Husfolk eller Arving var pligtige at give ham Bud og at værge for Sagen. Stevning til Fraværende kunde ogsaa forkyndes til Tinge (G. L. 102, 254, 286), i hvilket Tilfælde Tingmændene skulde give den Indstevnte Bud, hvis hans Arving ikke var tilstede.

Ved Hjemstevne kunde efter G. L. 35 Varslet være saa kort, som sagsøgeren vilde, men ikke længre end 15 Dage; efter Udtrykkene i Kap. 266 synes det, at Hjemstevningen altid maatte rettes til Sagvolderen eller hans Ombudsmand personlig, eller, hvis han ikke var tilstede ved Stevnemaalet, gives ham en efter Afstanden afpasset Frist til at indfinde sig (skapa hánum leiðarlengð til). F. L. X. 2–4 stiller derimod Hjemstevning ganske ved siden af andre Stevnemaal, og Varselsfristerne er de almindelige; kun hvor Hjemstevningen alene gjaldt at modtage Stevning til Tings, kunde efter X. 7 bruges 3 Nætters Varsel, hvis ikke Fjæld eller Fjord var ivejen. – Ved Stevning til foreløbig Ransagning for Sysselmanden skulde der efter Rb. 1280 Art. 24 gives et efter Vejlængden afpasset Varsel.

De ovennævnte Varselsfrister gjaldt ikke alene for Parten, men ogsaa for Vidnerne, saaledes at den første maatte gives saa langt Varsel, som var fornødent til at skaffe sine Vidner tilstede (jfr. F. L. XIII. 17). For saa vidt Vidnerne befandt sig inden Fylket, tilkom de dog alene et efter Vejens Længde afpasset Varsel (G. L. 59[2], M. L. VIII. 2, jfr. F. L. III. 1);

  1. G. L. 131: Ef menn eru 5 eða 5 fleiri, allir fyrir einni søk, þá má boð stefna þeim þing, ef þeir eru á lagðir fyrir váttum. – 151: Sá skal ørum fylgja, er fyrstr var á lagðr, ef þar er þriggja manna atvigi, en sá af, er eftri var á lagðr. Nú er þar eins manns atvígi, þá eru þeir af, er eftri váru á lagðir. – 156: Ráð mát-þú eigi kenna manni, nema hann fylgi ørum ok sé mælt á hendr hánum á þingi.
  2. Ef váttar eru innan fylkis, þá skal skapa þeim leiðarlengð til; en ef váttar eru útan fylkis, þá skal gera þeim laga-stefnu, at þeir komi þar ok beri slíkt vitni, sem þeir við váru.