og ledig Person, der ingen Arving havde i Fylket, og heller ikke havde opholdt sig der Julenatten, skulde Sagsøgeren spørge ham om hans Hjem og, hvis han ikke vilde opgive dette, stevne ham til hvilken Gaard, han vilde, undtagen sin egen. Søgsmaal til Efterkommelse af en Kontrakt kunde altid tilstevnes til det Sted, hvor Kontrakten var sluttet (á kaupreinu).
Sager angaaende fast Eiendom anlagdes der, hvor Ejendommen var beliggende, se G. L. 266 fgg., 276; F. L. XII. 4. XIII. 26. – Arvesøgsmaal skulde efter G. L. 120 og 124. M. L. V. 19, B. L. ibid., altid anlægges i det Fylke, hvor Arven var falden, d. e. hvor Arveladeren havde haft sit Bo, eller hvor Odelsgodset var beliggende.
Misgjerningssager synes altid at have været forfulgte ved Gjerningsstedets Ting, hvilket ved aabenbare Forbrydelser, saavelsom hvor Forfølgningen skede med Ørvarting, forstod sig selv, men ogsaa i andre Sager synes at fremgaa af den Grundsætning, som Lovene saa tydelig anerkjender, at Retsforfølgningen skal foregaa der, hvor Forpligtelsen er opstaaet (F. L. IV. 7 og 56, B. R. 14; M. L. IX. 2[1], Chr. IV. L. ibid., B. L. 4; Rb. V 1273, Hdsk. 36). Men F. L. IV. 7 tilføjer, at hvis en Drabsmand træffes udenfor Lagdømmet, skal han søges overensstemmende med den der gjældende Lov. Med Hensyn til Forholdet mellem Kjøbstædernes og Landets Jurisdisktion (inden samme Lagdømme) siges der udtrykkelig i F. L. X. 31 og 32, jfr. G. L. 120, at Bonden skal sagsøges hjemme i alle Sager om Penge og Gods; med mindre Retsforholdet er stiftet i Kjøbstaden og han tillige personlig antræffes der. I alle Tilfælde skulde Sagen paadømmes efter den Lov, som gjaldt der, hvor Forholdet var stiftet; men Forfølgningen ske overensstemmende med den Lov, som gjælder der, hvor den foregaar.
Sager, som forefaldt ombord i Skib under Kjøbfærder, hørte under Bjarkøretten, men kunde paakjendes ombord af Skibsfællerne; Bøderne tilfaldt i dette Tilfælde Høvedsmanden
- ↑ Þar skal hvern þjóf dœma, sem hann stal, hvar sem hann verðr tekinn.
