Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/363

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Ansvarsfrihed. – Ved Anklage for Ægteskab i forbudne Led foreskriver F. L. III. 1, i Lighed med den almindelige Kirkerets Forskrift (c. 5, 6. 9 C. XXXV. qv. 6, jfr. N. gl. L. IV. S. 180–81), at Biskoppens Aarmand skal stevne Ægtefolkene til Tings; her skal Aarmanden opgive, hvorledes de Angjældende efter hans Formening er for nær forbundne, og disse havde da at legitimere sin Forbindelses Lovlighed. Beviset føres ved de Beslægtedes Vidnesbyrd; var disse ikke tilstede, skulde Sagen udsættes for at de kunde blive varslede. Gaves der ingen Beslægtede, skulde Aarmanden paa Tinget opnævne 12 af de bedste Bønder til at granske Slægtskabet, og af dem skulde da paa næste Ting to bevidne Forholdet. Lykkedes det da ikke Ægtefolkene at bevise Forbindelsens Lovlighed (koma mønnum meðal d. e. paavise flere mellemliggende Led i Rækken af Ascendenter op til den fælles Stamfader, end af Aarmanden angivet), – var de brødige 3 Mark, og hvis de ikke skiltes ad, skulde Aarmanden paany stevne dem til Tings, hvor de atter havde Adgang til at bevise sin Forbindelses Lovlighed, men i modsat Fald atter var brødige 3 Mark. Hvis de ikke endda vilde skilles, skulde Aarmanden stevne dem til det tredje Ting, hvor de fremdeles havde Adgang til at bevise Forbindelsens Lovlighed, men i modsat Fald tredje Gang var brødige 3 Mark, og hvis de ikke nu adskiltes, blev de fredløse (jfr. ovf. S. 150). – Samme Fremgangsmaade foreskrives for Konkubinatsforhold i F. L. III. 4.

Om Fredløshedens Idømmelse for Kristendomsbrud og dens Kundgjørelse samt om optagelsen af den Fredløses Gods indeholder F. L. III. 21, 23 og 24 de samme Forskrifter, som for verdslige Sager. Mærkes maa kun, at Biskoppen havde Ret til at give den skyldige Fred saaledes, at han blev fri for at erlægge saavel Bøder som Fredkjøb til Kongen, naar han, inden Sagen var bragt for Tingen forligte sig med Kirken og underkastede sig den ham paalagte Kirkebod, jfr. ovf. S. 145–6.

I Sager, som var Gjenstand for Forfølgning ved de gejstlige Domstole, kom naturligvis den kanoniske Procesmaade i sin Helhed til Anvendelse. Denne var ganske for-