Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Opfatning af Forbrydelse og Straf maatte igjen, naar den først havde vundet en almindeligere Indgang, paa mange Maader føre til et helt forandret System saavel i Henseende til Bedømmelsen af Lovbruddets egen Karakter, som ved Ansættelsen af Straffen og Strafondets Art.

I Magnus Erlingssøns Retterbod af 1164, G. L. 32, F. L. V. 44 – 46, som netop for en væsenlig Del skyldes Gejstlighedens Indflydelse, er den forandrede Opfatning særdeles kjendelig[1], og end mere fremtræder denne i Haakon Haakonssøns i F. L. Indl. og i Jærnsiden indtagne Retterbøder et Aarhundrede sednere: Ubødesagernes Tal forøges, og det netop med saadanne Forbrydelser, hvis indre Strafværdighed er størst, saasom Barnemord, der tilforn blot var en 3 Marks Sag (G. L. 22); Forpligtelsen til at overholde lovlig fældede Domme indskjærpes paa det alvorligste, og Straffen for Domrov forhøjes; Privathævnen indskrænkes betydelig, og Kongen faar det endog i sin Magt gjennem Meddelelse af Landsvist at tvinge Eftermaalsmændene til at lade Drabssager afgjøre ved Dom, hvorhos det nyere Sagetal (F. L. VI. 2) giver Domsmændene Myndighed til efter Omstændighederne at moderere Mandeboden. Paa den anden Side bestemmes det nu, at Bøder skal erlægges, selv om Gjerningsmanden virkelig mister sin Fred (F. L. Indl. 3, 4, 8), og de kongelige ombudsmænd indskjærpes Pligten at efterspore og straffe Misdædere (F. L. Indl. 12).

Magnus Lagabøters Love, der helt igennem bærer Præg af den store Tilvæxt, Kongedømmet som Central-Auktoritet i Samfundet nu havde modtaget, viser ogsaa i Strafferetten et fuldstændigt Omslag af den gamle Opfatning. Al Straf udgaar her fra Staten selv, og Privathævnen bliver fuldkommen afskaffet (M. L. IV. 12 jfr. 16 og 20 og X. 2; Hkb. 42 jfr. Hdsk. 36). Selv hvor den, der har øvet Drab eller Legemsfornærmelse, ikke kan betale Bøderne, maa han dog ikke refses eller dræbes af Andre end den kongelige Ombudsmand; „ti det er Loven, som refser, og ikke han, hvor han gjør sin Skyldighed, efter som Loven byder; men Andre gjør

  1. Jfr. Munchs Hist. II. S. 936–38.