Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/359

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Om nogen Afhørelse af Tiltalte fra Rettens Side for at erholde Tilstaaelse er aldrig Tale; om det end ikke kan betvivles, at en og anden af Tingmændene kan have fundet sig opfordret til at rette Spørgsmaal til Parterne eller de fremstillede Vidner angaaende Sagens Sammenhæng. Nogen Lighed med et Forhør havde vistnok Ørvartinget; men det var dog alene rettet paa Indsamling af Oplysninger om Gjerningen i Almindelighed og ikke paa Afhørelse af den Anklagede (jfr. F. L. IV. 43); det samme gjælder om Ransagningen i Tyvssager. – Kun hvor en Træl var beskyldt for nogen Forbrydelse, skulde hans Herre overlade ham til Sagsøgeren, der var berettiget til at pine ham til Bekjendelse; dog saaledes at han ikke forringedes i Værd eller Arbejsdygtighed, og hverken med Ild, Jærn eller Vand (G. L. 262; F. L. X. 40). Men den Bekjendelse, Trællen afgav under Torturen, ansaaes ikke som fuldt Bevis, med mindre den bestyrkedes ved andre Oplysninger.

Eftersom imidlertid Forbrydelsers Paatale i større og større Udstrækning overtoges af de kongelige Ombudsmænd, er det let at forstaa, at en inkvisitorisk Fremgangsmaade lige overfor den Anklagede snart maatte komme i Brug. Allerede tidlig paalægges det Kongens Ombudsmænd at ransage efter Forbrydere i Bygden (jfr. Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 12), og M. L. IV. 11 bestemmer, at, hvis den Fornærmede ikke inden 3 Dage faar sin Førlighed igjen, saa at han kan stevne Ørvarting, skal Sysselmanden „stevne Ting og ransage efter Gjerningsmanden“. At saadan Ransagning først og fremst indbefattede Afhørelse af den Sigtede selv, var saa meget mere naturligt, som det endog i rent private Tvistigheder anbefales Sysselmanden at undersøge Sammenhængen gjennem Afhørelse af Parterne, og Vidneførsel kunde foregaa for Sysselmanden, førend Sagen stevnedes for Tinget, se M. L. IV. 20; Rb. 1280 Art. 10, 23 og 24. – Til deslige Forhør af sysselmanden eller hans Foged findes mangfoldige Spor baade i Retterbøderne og Diplomerne, se især de ovennævnte Rb. 1273 (Hdsk. 36), 11 Oktbr. 1303 og 17 Juni 1308. 9, jfr. 22 Juli 1297. 14. Navnlig er dette Tilfældet i Drabssager, og den gamle Fremgangsmaade med Ørvarting er vistnok derigjennem efterhaanden gaaet af Brug. – At der