afgjordes ved hans Orskurd. Allerede i Haakon Magnussøns Rb. 1297–1298 Art. 14[1], jfr. Rb. 23 April 1293 Art. 4, forbydes det Sysselmændene at stevne Nogen til Lagmanden til Bøders Udredsel, før Sagen er behørig undersøgt „hjemme i Bygden“; men i Reces 1568 Art. 5 (Paus S. 353) heder det at Kongens Ombudsmand ikke maa tage Bøder eller Faldsmaal af Nogen, inden Sagen er paadømt af Lagmanden, „om han er nærhos boende; men er Lagmanden ikke saa nær hos, da skal Lagrettet (ɔ: Bygdetinget) kjende derpaa“. I Haakon Magnussen den yngres udaterede Retterbod om Forholdene i Bergen Art. 16 (N. gl. L. III. S. 212) siges der ganske i Almindelighed, at, hvis Nogen bliver saggiven, og der er ikke Vidne til, „skal Lagmanden dømme ham til Undenførsel efter sagens Omstændigheder“. Chr. IV. L. I. 4 gjengiver Bestemmelsen i Rb. 1280 Art. 28 med det Tillæg, at de 12 Mænd skal „dømme i Lagmandens Nærværelse, om han er saa nær tilstede“, uden at tale om nogen efterfølgende vedtagelse af de øvrige Tingmænd, hvilken Gjengivelse udentvivl hidrører fra en i et Haandskrift af M. L. IV. 17 fra 2den Halvdel af det 14de Aarh. (Cod. reg. Hafn. 3260 qv.) indført Recension, hvor det imidlertid kun heder, at Lagmanden skal opnævne de 12 eller 6 Mænd, hvis han er tilstede (se Dipl. Norv. I. 1030 fra 1511). Og i Diplomsamlingen findes en Mængde Lagmandsdomme i Strafsager, saaledes Dipl. Norv. III. 153 (fra 1329); I. 552 (fra 1396), to Frifindelsesdomme i Drabssager. – Efter at et regelmæssigt Appel-Institut havde udviklet sig, forstaar det sig, at Strafsager lige saavel som andre Sager kunde indstevnes for Lagmanden, medens denne ikke mere dømte i første Instans.
Anklagerens Stilling lige over for den Anklagede i en Strafsag var ganske den samme som i en borgerlig Retstrætte. Han forebragte sin Klage (sókn) ledsaget af dens Bevisligheder, hvorefter den Anklagede paa samme Maade fremkom med sit Forsvar (vørn), og Tingmændene fældede Dommen.
- ↑ Eigi viljum vér ok, at sýslumenn eðr lénsmenn stefni bœndum til løgmanns um sakareyris útheimtingar (?), fyrr en þat, sem á er kært, er prófat ok rannsakat með skilríki heima í bygdinni, þar sem málit gerðist.
