Lovene i Tilfælde af røversk Overfald (hervirki, níðings-herr, grímu-menn) og Boran (G. L. 314; F. L. IV. 62 og V. 14), og det samme foreskrives i F. L. IV. 50–52 (jfr. G. L. 141 og 213) for det Tilfælde, at Konge, Jarl eller Lendermand gjør ulovlig Atfør hos nogen Mand. I disse Tilfælde er det imidlertid nærmest for at samle Bønderne til Røvernes Forfølgning, at Tingpilen udsendes, ikke til Retssagens Behandling; men det er sandsynligt, at de forsamlede Bønder ogsaa maatte kunne optræde som Ørvarting til Sagens Behandling, for saa vidt Røverne blev paagrebne eller frivillig indfandt sig; jfr. Brudst. af Eidsivatingsloven i NgL. II. S. 523[1].
Ved andre Forbrydelser var Fremgangsmaaden regelmæssigen den, at Sagsøgeren stevnede Gjerningsmanden lige til Tinget, hvor denne da enten blev ilagt den lovbestemte Nægtelsesed eller, hvis han var overført Gjerningen, den lovbestemte Straf. I Utlegdssager blev da, som sædvanligt, et Forligsmøde (sættar-stefna) til Bodens Fastsættelse at afholde. – Havde der ikke været Anledning til at varsle Gjerningsmanden, udsattes Sagen til et nyt Møde, hvor den endelige Dom blev fældet. – Ogsaa her omtales forudgaaende Hjemstevning for at modtage Stevnemaal til Tinge („til þingstefnu“, jfr. F. L. X. 4 og 7); men dette er alene en foreløbig Varsling om Sagsanlægget, der maaske ogsaa tilsigtede at bringe i Erfaring hvorvidt Angj. vedgik Gjerningen og var villig til mindelig Afgjørelse, men ikke, saaledes som Hjemstevning „til kvaða“ i borgerlige Retstrætter, dannede noget Led i selve Sagens Forfølgning. – Ved søgsmaal for Landsforræderi foreskriver F. L. IV. 4 og XV. 1, at Kongen skal opnævne en med den Anklagede jævnrettes Mand af Hirden til at udføre Paatalen; men om dennes Beskaffenhed siges intet videre, end at den skulde finde Sted, naar Kongen ikke var tilstede inden Fylket, og Nægtelseseden bydes i Kongens Gaard i Fylket med 3 Dages Varsel. – Umiddelbar Tiltale
- ↑ Nú skal hann stefna heraðs-þing af ørvar-þingi um nætr þrjár; þá skal herma láta þau vitni, er borin váru á ørvar-þingi, en ef þau hermast at fullu, þá skulu þeir hafa slíkan dóm á heraðs-þingi, sem þeir høfðu á ørvar-þingi.
