alene; dog tilfaldt Bøder for Overtrædelser af Tingordenen Kongen og Bønderne hver for det Halve, undtagen i Fredløshedstilfælde, hvor ogsaa for disse Overtrædelser Bøderne tilfaldt Kongen alene (M. L. I. 5). – I Byerne tilfaldt derimod 2 Tredjedele af alle Bøder Kongen og en Tredjedel Bymændenes Kasse, undtagen i Fredløshedssager, hvor Boden tilfaldt Kongen alene (B. L. I. 4 og Epilog, gl. L. II. S. 2860. – Bøderne for Kristendomsbrud tilfaldt Biskoppen alene, undtagen i Fredløshedssager, hvor Boden tilfaldt Biskoppen og Kongen hver for det Halve (M. G. K. R. 3, 9, 10 o. fl.; J. K. R. 19, se og 13, 14 og 65). – Bøder, som de kongelige Ombudsmænd maatte erlægge, tilfalder i den nye Lov altid Kongen (M. L. IV. 20, VIII. 1 o. fl.)
Allerede mod Slutningen af det ældre Lovgivnings-Tidsrum mærker man kjendelige Spor til en Stræben fra det Offentliges Side efter at tage Straffemyndigheden i sin egen Haand og alene anvise den fornærmede Privatmand en Anklagers Rolle. Derhos sees navnlig Kirken, saa snart den havde vundet en nogenlunde fast Stilling og Magt inden Samfundet, at have gjort sin Auktoritet gjældende til Strafferettens Omdannelse overensstemmende med den kristelige Opfatning af Forbrydelsen som Synd og Straffen som en retfærdig Gjengjældelse. En saadan Udvikling af strafferetten kunde ogsaa meget vel foregaa uden noget aabenbart Brud paa selve det gamle Princip, ved paa den ene Side efterhaanden at begrænse Privathævnen inden stedse snevrere Grænser, og paa den anden Side i stedse større Udstrækning at benytte den Adgang, som det Offentlige altid havde til at optræde som fornærmet Part ved alle forsætlige Lovovertrædelser. – Heraf maatte det da igjen blive en naturlig Følge, at man, uden at opgive Straffens oprindelige Betydning af Opreisning og Fyldestgjørelse for den Fornærmede, efterhaanden kom til at forbinde hermed en Forestilling om, at den tillige skulde virke afskrækkende fra Forbrydelser i Almindelighed. – Men en saadan
