Side:Brandt - Forelæsninger over den norske Retshistorie 2.djvu/345

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

eller Nægtelsesed fæstedes. Anden forsætlig Beskadigelse af Andres Ting fik netop sin kvalificerede Karakter som „spellvirki“ derved, at Gjerningsmanden fragik det; medens Ansvaret, hvis han vedgik det, betragtedes som et almindeligt vitterligt Gjældskrav (G. L. 96; F. L. V. 21 og XV. 11, jfr. X. 24 Slutn.). Det samme gjælder om ulovlig Benyttelse af Andres Ting (fornæmi), hvilket efter G. L. 92 blev til Ran, hvis Gjerningsmanden ikke godvillig vedtog at bede. – Navnlig bestemmer Løven ofte, at Ruderne i rene og klare Sager kan inddrives som vitterlig Gjæld. Saaledes for Undladelse af at betale Gejstligheden dens Tilkommende (G. L. 9), Forsømmelse af Korsbyrd (G. L. 19), Tingforsømmelse (G. L. 3, F. L. I. 1, M. L. I. 5), Undladelse af at erlægge sit Bidrag til Ledingsskibets Bygning (F. L. VII. 2), Nægtelse af at bære Vidne i Mandhelgsager (F. L. IV. 7, jfr. M. L. IV. 11), i hvilke Tilfælde Boden, hvis den ikke paa Stedet erlagdes, kunde umiddelbart inddrives med det dobbelte Beløb uden foregaaende Hjemstevning og Krav. F. L. IV. 18 anviser Søgsmaal med útbeiðsla i Tilfælde af mindre Legemsfornærmelser, og B. R. 44 og 45 ved Paatalen af Ran, hvorpaa der var skudt til Vidne, saavel for den Fornærmedes Ret som for Bøderne til Kongen. – B. R. 21 og 82 samt 48 siger i Almindelighed, at alle smaa Bøder i Sager, hvor ikke det offentlige tilkommer Bod, skal søges som privat Gjæld (á dómi).

Overhovedet træder Modsætningen mellem Forfølgningsmaaden i Straffesag og i privat Sag mindre klart frem, hvor Sagen selv er vitterlig, baade fordi Forfølgningen her i alle Tilfælde, selv om Sagen oprindelig kun gjalt en privat Fordring, umiddelbart gaar ud paa offentlig Straf (Ransbod), dels fordi der i vitterlige Strafsager lige saa lidt som i de rent private Tvisttilfælde er Spørgsmaal om nogen egentlig Rettergang, men den Angjældende bliver alene at fremstille for Tinget, hvorefter Straffen ved Tingmændenes og de kongelige Ombudsmænds Hjælp umiddelbart bringes i Udøvelse. – Men hertil var det ikke nok, at selve Gjerningen var erkjendt eller bevislig; den hele Sammenhæng maatte være notorisk. Dette var Tilfældet, hvor Drab eller Legemsfornærmelse var for øvet til Tinge, eller i offentlig Forsamling eller i Flok, hvor Gjer-