antages, at den har været overensstemmende med den sædvanlige Odelsløsning. Umuligt er det dog ikke, at Opladelsesstevnet i dette Tilfælde har dannet den første Skilledom, og at den særskilte Hjemstevning og Kvada er bortfalden, jfr. Kap. 274 og 285 samt 283 og 284, hvor Opladelsesstevnet ligefrem benævnes dómr. – Særskilt siges der, at som Løsningsvidner (árofar) skal fortrinsvis benyttes de i sin Tid ved Handelen tilstedeværende Vidner, uden Hensyn til deres Stand; men, hvis disse ikke havdes, skulde der benyttes „rette“, d. e. odelsbaarne árofar (G. L. 272 og 276).
Var Jordens Besidder fraværende, uden at have nogen Fuldmægtig inden Lagdømmet, skulde Løsningsmanden ifølge G. L. 286[1] paa Tinget stevne ham til Tings, og der fremstille sine vidner paa Aftalen og frembyde Løsningssummen.
Den nyere Landslov har i det hele fulgt Gulatingslovens Forskrifter saavel om den egentlige Odelsløsning som Udøvelsen af den kontraktmæssige Løsningsret, se M. L. VI. 8–10 og 12–15, alene med den Forandring at Skilledommens Gjentagelse som Følge af Haakon Haakonssøns Rb. 1244 er bortfalden, og Afgjørelsen af Strid mellem Løsningsmandens og Besidderens vidner henlægges til Lagmanden. Derhos blev Opladelsesstevnet flyttet fra Torsdag i Paaske-Ugen til næste Tirsdag efter Paasken (þokutýrsdagr), og denne Dag tillige bestemt til selve Løsningssagens Tægtedag, hvor, i Tilfælde af Tvist om Løsningsretten, Bevisførselen for Skilledom foregik og Dom afsagdes. Jfr. ogsaa Rb. 1316 (N. g. L. III. S. 120), samt en Odelssag fra Nordfjord 1321 i Dipl. Norv. III. 122.
En vigtig Forskrift angaaende Odelsprocessen gaves ved Fr. 2 Maj 1629, der, til Forebyggelse af de vidtløftige Trætter, som Odelssager forvoldte, bestemmer, at den Odelsmand,
- ↑ Nú er sá útan laga várra eða útan lands, er stefnu-jørð hefir keypt eða mála-jørð, ok er hvárki haldsmaðr né erfingi innan laga várra, þá skal hann á þing fara, er brigða vill, ok gera hinum laga stefnu aptr, er keypt hafði. En ef hann kemr eigi í þá stefnu, þá skal hann fara á þing ok njóta þar vátta sinna, hversu þeirra var mælt á milli, ok bjóða þá aura. En ef hinn hefir engum manni umboðit at taka við, þá hafi hann ok hirði, til sá heimtir at hánum.
