til anden og tredje Dom, hvad enten Jorddrotten mødte eller ikke, og Sagsøgerens Domsmænd ligefuldt byde væddemaal og tage Vidner derpaa. Da havde Løsningsmanden vundet sin Sag, og det maa da antages, at han, hvis Jorddrotten nægtede at overdrage ham Jorden, havde at stevne Sagen til Tings og lade sig Jorden tilskjøde af Tingmændene med Vaabentag (jfr. F. L. XII. 4 Slutn.).
Løsningssager med Hjemmel af kontraktmæssig Løsningsret foregik i samme Former som Odelsløsningen og behandles i Lovene undereet med denne; det forstaar sig imidlertid, at der maatte forekomme Afvigelser paa Grund af Søgsmaalsgrundens Forskjellighed[1]. Disse Sager maa i Regelen forudsættes at have været vitterlige, da Kjøbet i sin Tid havde været afsluttet for tilkaldte Vidner; hvorimod de egentlige Odelssager alene, hvor Besidderen enten erkjendte Løsningemandens Ret, eller modvilligen nægtede at fæste Dom, kunde blive at behandle som vitterlige. – Var en bestemt Løsningstermin fastsat (stefnu-jørð), skulde Løsningsmanden ogsaa her udsige Besidderen før Jul, og umiddelbart derefter følger Opladelsesstevnet, Torsdag i Paaske-Ugen, hvor Løsningsmanden førte sine Kjøbevidner om Salgsvilkaarene og den i sin Tid betalte Kjøbesum, og Løsningen overensstemmende hermed fandt Sted (G. L. 276, 277, 280, 283 og 284[2]; F. L. XII. 1 og 2). Hvis Sælgeren havde forbeholdt sig at løse Gaarden naar som helst (mála-jørð), behøvede han ifølge G. L. 282 alene at udsige Besidderen en halv Maaned før Opladelsen; foretog han Løsningen sednere end Torsdag i Paaske-Ugen, men dog før end Vaararbejdet begyndte, havde
- ↑ Jfr. Retshist. I. S. 334–37; Hertzberg, Proces S. 38–43 og 86–95. Krit. Vierteljahrschr. XVIII. S. 47–54.
- ↑ G. L. 284: Nú vill maðr stefnu-jørð sína brigða, þá skal hann segja hánum fyrir of hadet með vátta tvá: hann má bæði senn gera, ef hann vill, ok stefna hánum til aura-tøku þórsdag í Páska-viku á jørð þá, er þeir deila um. Nú koma þeir þar, þá skal hann setja niðr dóm sinn ok njóta vátta sinna, hversu mikla aura hinn á í þeirri jørðu; þá skal hann þá reiða, nema hinum beri vitni til meiri aura; þá skal hann vátta hafa at, er at þeirri stefnu kemr, er hann á jørð sína aptr at leysa.
